20. januar
2010
Farlige kosttilskud i omløb i Øst- og
Midtjylland
Fødevarestyrelsen advarer nu mod ni forskellige og
sundhedsskadelige kosttilskud, som bliver solgt fra kiosker og
diskoteker i Øst- og Midtjylland og fra hjemmesiden Partypills.dk.
Det drejer sig om piller med så eksotiske navne som Hummer, Diablo,
Ativate, Exotic, Giggle, Hypnotics og Elevate samt Librex for mænd
og Librex for kvinder. Fødevarestyrelsen har pålagt ejeren af
hjemmesiden at tilbagekalde samtlige produkter fra detailhandelen.
Desuden har Fødevarestyrelsen forbudt al markedsføring af
produkterne i Danmark. Flere af pillerne indeholder blandt andet
synefrin og koffein, der i kombination kan påvirke
centralnervesystemet og give meget alvorlige bivirkninger, bl.a.
hjerte-kar lidelser. Andre piller indeholder farlige
planteingredienser. Skaderne kan ramme sunde og raske personer, der
risikerer varige mén, selvom de kun spiser små mængder.
Fødevarestyrelsens kosttilskudsgruppe har gennemgået samtlige ni
kosttilskudsprodukter, som er blevet markedsført i kiosker og på http://www.partypills.dk/. Ud
fra denne gennemgang kræver Fødevarestyrelsen nu kosttilskuddene
trukket tilbage fra markedet.
Fødevarestyrelsen advarer mod produkter, der på udenlandske
hjemmesider markedsføres som ”partypills”, eller såkaldt lovlige
”drugs”. Disse produkter kan muligvis kunne udgøre en
sundhedsrisiko og vil derfor også være ulovlige i Danmark.
Kontakt
Mette Christiansen, e-mail
mech@fvst.dk, telefon 33 95 62 26.
Søren Langkilde, e-mail
srbl@fvst.dk, telefon 33 95 61 43.