19-03-2009

Akutte leverskader hos dansk kvinde skyldes sandsynligvis kosttilskuddet Fortodol

En dansk kvinde har været hospitalsindlagt med akutte leverskader. Kvinden har været i livsfare, men er nu udskrevet. Det formodes, at kvindens leverskader skyldes indtag af kosttilskuddet Fortodol, som kan indeholde lægemidlet nimesulid.


Fødevarestyrelsen har den 26. og 27. februar 2009 advaret forbrugerne mod at indtage produktet Fortodol, indtil det er afklaret om produktet er sikkert. Fødevarestyrelsen vil gerne gentage denne advarsel.


Fortodol markedsføres i Danmark af Anjo A/S i Søborg, som importerer produktet fra Sverige. Fødevarestyrelsen har bedt Anjo A/S om at analysere de partier, som virksomheden har markedsført i Danmark. Anjo A/S har overfor Fødevarestyrelsen oplyst, at der indtil videre er fundet spor af nimesulid i mindst et af de analyserede partier. Fødevarestyrelsen har dog endnu ikke modtaget en nærmere beskrivelse af de gennemførte analyser.


Fødevarestyrelsen vil på baggrund af disse oplysninger kraftigt opfordre forbrugerne til ikke at indtage Fortodol, som har været solgt i Danmark, indtil der foreligger klarhed over produkternes indhold.


Fortodol har tidligere været importeret af virksomheden Bioforce Danmark A/S. Bioforce er i gang med at få analyseret de partier, som virksomheden har markedsført i Danmark. Forbrugerne opfordres ligeledes til ikke at indtage Fortodol, som er importeret af Bioforce Danmark A/S, så længe resultaterne af disse analyser ikke foreligger. Anjo A/S og Bioforce Danmark A/S har allerede trukket Fortodol tilbage fra markedet.

Forbrugere, der har købt produktet i Sverige eller på udenlandske internet-hjemmesider, opfordres til at kassere produktet.


Har du taget kosttilskuddet Fortodol og oplever du bivirkninger skal du straks opsøge egen læge for at få kontrolleret din leverfunktion. De svenske lægemiddelmyndigheder har på deres hjemmeside henvist til følgende mulige bivirkninger af nimesulid: Dårlig appetit, kvalme, opkastning, ondt i maven, træthed, mørk urin og gul farvet hud.


Har du yderligere spørgsmål om bivirkninger ved nimesulid bedes du henvende dig til Lægemiddelstyrelsen,  Henrik G. Jensen på tlf. 2180 4496.

 


 

Kontakt
Fødevarestyrelsen, Jens Therkel Jensen, tlf. 3395 6477
Fødevarestyrelsen, Eva Lind Rasmussen, tlf. 3395 6172