27. november
2009
Fødevarestyrelsen går til buffeten
Målrettet kontrolaktion sætter lup på julemaden
Kokkene, køkkenpersonalet og tjenerne på landets restauranter er
så småt ved at varme op til juletravlhed og mange spisegæster vil
de kommende uger tage for sig af retterne ved buffeten. Traditionen
tro hænder det, at turen om de lune retter ender med et maveonde,
opkast eller diarre. Ganske enkelt fordi noget gik galt enten ude
bagved i køkkenet eller oppe ved buffeten.
Derfor sender Fødevarestyrelsen lørdag 28. november omkring 50
tilsynsførende på kontrolbesøg hos en række restauranter på
Sjælland og Fyn. Målet er bl.a. at sætte lup på om hygiejnen i
køkkenet er i top og temperaturen i køleskabet er i bund. Derudover
vil kontrollørerne vejlede køkkenpersonalet om, hvordan de kan være
med til at sikre, at bakterier og virus ikke smitter fra gæsterne
og til maden.
”En vigtig del af kontrollen er at sikre, at restauranterne selv
har planer for, hvordan de håndterer rengøring og hygiejne, at de
følger dem, og behandler og opbevarer fødevarerne korrekt, også i
de travleste perioder”, forklarer fødevarechef, Bjørn Wirlander fra
Fødevareregion Øst. Han understreger, at mange af julegæsterne også
med fordel kan tage skeen i den anden hånd. ”Når
restaurationsgæster bliver syge af buffetmad, skyldes det ofte, at
en af gæsterne har været syg og har smittet de andre via maden. Her
kan høj håndhygiejne og en række andre praktiske håndgreb, være med
til at mindske risikoen for at få et maveonde med hjem fra
buffeten”, lyder anbefalingen fra Bjørn Wirlander.
Fødevarestyrelsens gode råd til
spisegæsterne:
• Vask hænderne grundigt, inden du går til buffetten
• Vask hænderne grundigt efter toiletbesøg
• Brug tænger og skeer til at tage maden mad
• Brug et klæde til at holde brødet med, når du skærer det
• Skift tallerken hver gang du henter en ny portion
• Hold dig fra buffetten, hvis du er syg fx med opkast og diarré –
du smitter andre.
Kontrolkampagnen, der fokuserer på julebuffeter og hygiejne under
juletravlheden, fortsætter frem til jul.
Kontakt
Fødevarechef Bjørn Wirlander, Fødevareregion Øst, kontrolafdeling
Rødovre tlf. 72 27 63 20.