27-02-2009

Advarsel mod kosttilskuddet Fortodol

De svenske myndigheder har onsdag 25. februar 2009 udsendt en advarsel mod kosttilskuddet Fortodol. Partier af produktet, som er solgt i Sverige, har vist sig at indeholde lægemiddelstoffet  nimesulid, der anvendes til behandling af smerter. Det svenske lægemiddeltilsyn mistænker Fortodol for at være årsag til dødsfald i Sverige og Norge på grund af leversvigt.

Fortodol markedsføres i Danmark af Anjo A/S i Søborg, som importerer produktet fra Sverige. Anjo A/S har oplyst, at det produkt, der markedsføres i Danmark har et andet indhold end det produkt, der markedsføres i Sverige. Der findes ikke godkendte lægemidler på det danske marked, der indeholder lægemiddelstoffet nimesulid.

Anjo A/S vil dog tage initiativ til, at der bliver foretaget en analyse af de to partier (batches), som firmaet har importeret til Danmark.

Fødevarestyrelsen skal på den baggrund opfordre forbrugere, som har købt produktet Fortidol i Danmark til ikke at indtage produktet, førend der er sikkerhed om, at det er sikkert at indtage.
 
Forbrugere, der har købt produktet i Sverige eller på udenlandske hjemmesider, opfordres til at kassere produktet.

Har du taget kosttilskuddet Fortodol og oplever du bivirkninger skal du straks opsøge egen læge for at få kontrolleret din leverfunktion.

Kontakt

Jens Therkel Jensen, tlf. 3395 6477

Eva Lind Rasmussen, tlf. 3395 6172.