4. juni 2008
Smiley’en er ikke synlig nok efter nye
regler
Landets butikker og restauranter har tilsyneladende problemer
med at leve op til de nye smiley-regler. I hver tredje butik eller
restaurant er smiley’en ikke synlig nok. Det samme er tilfældet på
hver anden af virksomhedernes hjemmesider.
Sådan lyder det foreløbige resultat af Fødevarestyrelsens
igangværende kontrolkampagne for ophængning af kontrolrapporter i
butikker og på hjemmesider, som fortsætter ugen ud.
De nye regler er lavet, for at gøre det nemmere for forbrugerne
at se smiley- rapporterne både ude i butikker og restauranter – og
på deres hjemmesider. Kampagnen sætter fokus på de nye regler over
for virksomhederne, som skal blive bedre til at få rapporter og
smiley’er op de rigtige steder.
Første delresultat af kontrolkampagnen viser, at en tredjedel af
de første 360 kontrollerede butikker og restauranter endnu ikke
følger de nye regler, som siger, at kunderne skal kunne se
kontrolrapporten, inden de beslutter sig for at gå ind i butikken
eller restauranten. Forbrugerne skal desuden kunne læse
kontrolrapporterne på virksomhedernes hjemmesider, og her viser det
foreløbige resultat, at kun hver anden af de kontrollerede butikker
og restauranter følger de nye regler.
Yderligere 750 butikker kontrolleres
Kampagnen har kørt siden mandag den 26. maj 2008, og varer
resten af denne uge, hvor yderligere 750 butikker vil blive
kontrolleret. Under kampagnen bliver der set med milde øjne på
eventuelle overtrædelser, men herefter vil virksomhederne få
sanktioner, hvis de ikke overholder reglerne.
”I betragtning af, at samtlige butikker og restauranter i hele
landet er blevet informeret med brev om de nye regler, er det
bestemt ikke imponerende, at så mange mangler at komme på plads,”
siger chefkonsulent Knud Arne Nielsen fra Fødevarestyrelsen.
Fakta om de nye smiley-regler
- I alle detailvirksomheder skal kontrolrapporterne med
smiley-symbolerne hænge, så forbrugerne kan se og læse dem, inden
de går ind.
- Forbrugerne skal også kunne finde kontrolrapporterne på et let
synligt sted på alle detail- og engrosvirksomhedernes
hjemmesider.
- Virksomheder med ultra lav risiko, som for eksempel apoteker,
materialister og vinhandler, behøver ikke at offentliggøre
rapporterne. De kan dog alle findes på findsmiley.dk
- Kravene til synlighed er en del af det fødevareforlig, som
Folketingets partier indgik i 2007. Reglerne om mere synlig
ophængning i butikker og restauranter m.v. trådte i kraft den 10.
marts 2008, og reglerne om offentliggørelse på hjemmesider trådte i
kraft den 1. maj 2008.
- Er virksomheden i tvivl om, hvor og hvordan smiley-rapporterne
skal offentliggøres i butik eller på hjemmeside, er det vigtigt, at
man kontakter sin kontrolafdeling inden næste kontrolbesøg.
- Fra den 10. juni 2008 vil kontrollen sanktionere i de
virksomheder, hvor ophængning af kontrolrapporter i butik og på
hjemmeside ikke følger reglerne. Er ophængningen ikke på plads, får
virksomheden typisk en indskærpelse og et opfølgende kontrolbesøg,
der skal betales for. Det betyder, at virksomheden tidligst kan få
den nye, eftertragtede elite-smiley efter 12 måneder.
Det foreløbige resultat af kampagnen findes på http://www.findsmiley.dk/ under punktet
statistik.
Kontakt
Chefkonsulent Knud Arne Nielsen, Fødevarestyrelsen, tlf. 33 95
62 32