Søg

4. februar 2008

Fødevarestyrelsen advarer mod ingefær-kosttilskud til gravide

Ingefær i høje koncentrationer som det findes i visse kosttilskud er muligvis skadelige for gravide og deres fostre. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen gravide at spise disse kosttilskud, indtil det er afklaret, om produkterne kan skade. Det er ikke skadeligt at spise almindelig mad med ingefær.

Fødevareregion Øst, Kontrolafdeling Rødovre har i forbindelse med kontrol af virksomheden Ferrosan A/S konstateret, at virksomheden markedsfører kosttilskuddet GraviFrisk. GraviFrisk indeholder ekstrakt af ingefær i en mængde, der svarer til, at man dagligt indtager op til 6 gram tørret ingefær. Der er tale om et kosttilskud, der målrettet markedsføres til gravide.

Den nye mistanke omkring ingefær har gjort at Ferrosan A/S har trukket GraviFrisk tilbage fra markedet.

Ingefær som kosttilskud har været anbefalet af mange læger og Jordemoderforeningen som et middel mod kvalme, men nu vurderer  Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet, at den tilgængelige videnskabelige litteratur er mangelfuld mhp. at belyse sikkerheden af GraviFrisk under graviditeten, og angiver at det ikke kan udelukkes at være forbundet med risiko for fostre, når produktet indtages af gravide kvinder.

Det er ikke farligt for gravide at spise at spise mad med ingefær. Men indholdet af ingefær i kosttilskud svarer i nogle tilfælde til at spise 2 poser ingefær-krydderi om ugen. Der er altså forskel på at spise et kosttilskud indeholdende store mængder ingefær hver eneste dag i en lang periode og så at spise mad med ingefær.

Alle kosttilskud skal være forsynet med advarselsmærkning, der orienterer gravide om, at produktet kun bør indtages efter aftale med læge. Kosttilskud, der alene indeholder folinsyre er dog fritaget for denne advarselsmærkning.

"Gravide bør altid tale med deres læge inden de vælger at tage kosttilskud for at være sikre på, at der ikke er nogen risiko ved det. Det kan være forskelligt, hvad den enkelte gravide enten har brug for eller måske kan skade sig selv eller fostret ved at tage", siger kontorchef Else Molander fra Fødevarestyrelsen

Læs mere om Fødevarestyrelsen anbefalinger til gravide på http://www.altomkost.dk/ på dette link: Gode råd til gravide



Kontakt
Fødevarestyrelsen – Kontorchef Else Molander, e-mail: elmo@fvst.dk, tlf.: 33 95 60 37 /Souschef Jens Therkel Jensen, e-mail jetj@fvst.dk, tlf.: 33 95 64 77
Fødevareinstituttet – Forskningschef Jens-Jørgen Larsen, Afdeling for Toksikologi og Risikovurdering, Fødevareinstituttet, DTU, e-mail: jjl@food.dtu.dk, tlf: 72 34 75 38

Arkiv 2008
Find din region
Har du mistanke om svindel, sjusk, hygiejneproblemer eller andre uregelmæssigheder med fødevarer, så anmeld din mistanke til Fødevarestyrelsen