Fødevarekontrollens Rejsehold har i samarbejde med Kontrolafdeling Odense fundet omkring 1,5 tons kødvarer i kummefrysere og køleskabe på adressen Rødmevej 65, 5762 Vester Skerninge på Sydfyn. Produktionen af kødvarerne er sket under ukontrollerede og særdeles kritisable forhold, og der er slagtet dyr uden dyrlægekontrol.
Hvis nogen forbrugere har købt kødvarer på adressen, anbefaler Fødevarestyrelsen, at varerne kasseres eller leveres tilbage.
Det er ikke bevist, at der er solgt kødvarer fra adressen, men på grund af de store mængder og omfattende produktionsudstyr, der er fundet på adressen, kan det ikke udelukkes, at det er sket. Da varerne er produceret under kritisable forhold, kan de være inficerede med sygdomsfremkaldende bakterier. Derfor advarer Fødevarestyrelsen forbrugerne mod kødvarer fra adressen.
Der er fundet flere slags kødvarer på adressen. Det drejer sig om:
- Udskæringer af svinekød og oksekød
- Forarbejdede produkter som spegepølse, rullepølse, leverpostej, medisterpølse, diverse grillpølser og hamburgere
- Røgvarer som hamburgerryg og røget flæsk
Alle kødvarer og produktionsudstyr på adressen er beslaglagt, og sagen er overgået til politiet.