Den smittefarlige H5N1-fugleinfluenza er fundet i Tyskland og i Tjekkiet, og Fødevarestyrelsen opfordrer nu til, at man er opmærksom på døde fugle i naturen. Danske fugle og fjerkræ kan stadig gå ude uden at være netoverdækket.
I weekenden blev fem tyske svaner og en gås fundet døde af fugleinfluenza i Nürnberg, Bayern. Torsdag i sidste uge blev sygdommen konstateret i den centrale del af Tjekkiet i en indendørs kalkunflok med 6000 dyr i regionen Pardubicky.
Stadig lav risiko for fugleinfluenza i Danmark
Fødevarestyrelsen har ikke fundet anledning til at hæve risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark nu. Det betyder, at fugle og fjerkræ fortsat kan gå ude uden netoverdækning.
Øget opmærksomhed på døde fugle i naturen
Fødevarestyrelsen opfordrer dog til, at man er ekstra opmærksom på døde eller syge fugle i naturen.
"Vi retter igen opmærksomheden mod de vilde fugle i naturen, fordi de kan give os et forvarsel om, at der kan være nye udbrud på vej til Nordvesteuropa, som det var tilfældet i foråret 2006", siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Preben Willeberg.
I Danmark overvåger Fødevarestyrelsen for forekomsten af fugleinfluenza i både døde og levende vilde fugle, og i besætninger med mere end 100 stk. fjerkræ eller opdrættet fjervildt. Alene i 2006 er der i Danmark undersøgt 1190 døde vilde fugle og 5512 levende vilde fugle.
Ring til hotline om fugleinfluenza
Som borger kan man ringe til den særlige hotline om fugleinfluenza på tlf.: 70 13 00 12, hvis man finder:
- Døde rovfugle.
- To eller flere døde eller syge svaner, ænder, gæs, blishøns eller andre svømmefugle, måger, hejrer eller skarver på en strækning af mindre end 200 meter.
- To eller flere krager, skader, råger, ravne eller alliker fundet på en strækning af mindre end 200 meter nær kyster, søer eller vandløb.
- Døde eller syge fugle af enhver art fundet på ejendom eller bebyggelse med fjerkræ.
De døde fugle skal være hele og ubeskadigede. Fødevarestyrelsen vil herefter tage stilling til, om fuglene skal undersøges for fugleinfluenza.
Tidlig varsling af symptomer på fugleinfluenza
Som ejer af fjerkræ eller fugle er du forpligtet til straks at underrette myndighederne, hvis der pludselig opstår sygdom og dødsfald blandt dine dyr, eller dit fjerkræ har symptomer på fugleinfluenza. Du skal også kontakte myndighederne, hvis der sker et væsentligt fald i dine fugles eller dit fjerkræs foder- og væskeindtagelse eller fald i deres ægproduktion.
Fødevarestyrelsens hjemmeside om fugleinfluenza
På Fødevarestyrelsens hjemmeside, www.fvst.dk/fugleinfluenza, ligger nyheder og information om fugleinfluenza. På hjemmesiden kan man læse mere om forholdsregler for rejsende til Tjekkiet og blandt andet hente pjecen "Sådan beskytter du fugle og fjerkræ mod fugleinfluenza".