Fødevarekontrollens Rejsehold har meldt virksomheden Gamba Food A/S, Slagelse, til politiet for overtrædelse af Fødevareloven i forbindelse med salg af ca. 14 tons varer, som var ommærket eller hvor holdbarhedsdatoen var overskredet.
Rejseholdet fandt og beslaglagde under en kontrolaktion mod fryselageret JG Cold Stores i Slagelse den 6. oktober 2006 i alt 33 tons varer med overskredet holdbarhedsdato. Det drejede sig hovedsagelig om fisk og fiskeprodukter. Virksomheden fik besked på at gøre rede for de samlede varepartier, som de 33 tons var en del af. Af dokumentationen fremgik det, at der var udleveret og formentlig solgt både ommærkede varer og varer med overskredet holdbarhedsdato.
Gamba Food har erkendt, at der er solgt sådanne varer i strid med Fødevareloven og har under den omfattende efterforskning samarbejdet med myndighederne. Sagen anmeldes imidlertid, fordi omfanget skønnes at være så stort, at bøden vil blive større, end de normale takster for administrativt fastsatte bøder åbner mulighed for.
Normal praksis for administrativt fastsatte bøder for salg af ommærkede varer i en gros-leddet er 10.000 kr. Det samme gælder salg af varer med overskredet holdbarhedsdato. Afhængig af virksomhedens størrelse kan disse beløb fordobles, så der i dette tilfælde kunne blive tale om en administrativ bøde på 40.000 kr. Hertil kan lægges en administrativt fastsat tillægsbøde, der udgør fortjenesten på de solgte varer. Men da der er tale om betydelige varepartier, mener Fødevarekontrollens Rejsehold, at bøden i denne sag bør være væsentligt højere, end der er muligt at fastsætte administrativt.
Da kun en politiefterforskning kan skaffe tilstrækkelige oplysninger om omsætningen til at fastsætte en korrekt bødestørrelse, er sagen derfor anmeldt til politiet.