Fødevarestyrelsen ønsker i lyset af dagbladet BT´s afsløringer af markedsføring af ulovlige og farlige slankeprodukter at gentage sin advarsel mod denne type produkter, der markedsføres meget aggressivt bl.a. gennem husstandsomdelte brochurer og på internettet.
Eksemplet i BT omhandler produktet "Bitter Orange & Green Tea Diet" fra firmaet White Swan. De indeholder ifølge en husstandsomdelt brochure stoffet synephrin (Citrus aurantium), som udvindes bl.a. af appelsin- og citronskaller. Synephrin kan være årsag til hjerte/karlidelser, knogleskørhed og kan påvirke centralnervesystemet. Virkningen forstærkes og risikoen øges markant, når stoffet kombineres med koffein eller thein. "Bitter Orange & Green Tea Diet" indeholder netop denne kombination i form af Citrus aurantium og udtræk af grøn te.
Pillerne sælges fra et svensk postordrefirma, som kun har en postboksadresse i Danmark. Andre lignende piller markedsføres på internettet og er fundet i helsebutikker og fitnesscentre. Det gælder bl.a. de tidligere omtalte produkter Thermapower rød og blå.
"Da dette produkt sælges fra Sverige, kan vi ikke gribe ind over for virksomheden eller forlange produktet trukket tilbage. Men vi har henvendt os til de svenske myndigheder og gjort dem opmærksom på, at virksomheden ulovligt markedsfører pillerne i Danmark. Hvis pillerne indeholder de stoffer, som det oplyses i den husstandsomdelte brochure, er de farlige. Ellers er de i bedste fald virkningsløse, og så er der tale om vildledning af forbrugerne. Det er også ulovligt", siger Iben Brinkland, Fødevarestyrelsens Kosttilskudsgruppe.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle, der har købt "Bitter Orange and Green Tea Diet", til at kassere pillerne.