Fødevarekontrol afslører udbredt salg af forbudte
sportsprodukter
En forhandler af sportsprodukter i Esbjerg blev i går
politianmeldt, da en kontrolaktion fandt store mængder af ulovlige
og sundhedsfarlige produkter på virksomhedens lager. Lageret
indeholdt bl.a. TermaPower, som er en mildere version af Letigen,
der er forbudt i Danmark.
Aktionen er resultatet af lang tids efterforskning, hvor
Fødevarestyrelsen systematisk har indsamlet oplysninger om
virksomhedens aktiviteter bl.a. hos virksomhedens kunder.
Fødevarestyrelsen har siden uge 22 i år kontrolleret 57
forhandlere af særlige produkter til sportsudøvelse.
Sportsbutikker, fitnesscentre, idrætsklubber, forhandlere på nettet
og grossister er blevet kontrolleret. Resultatet viser, at der
foregår handel med ulovlige og forkert mærkede sportsprodukter. Fx
er der blevet solgt kreatinprodukter uden den nødvendige
godkendelse fra Fødevarestyrelsen, og flere steder foregik der salg
af ikke-godkendte produkter tilsat næringsstoffer som aminosyrer og
andre næringsstoffer.
Kontrollen viste også, at indehavere og personale ofte ikke
kender reglerne for salg af fødevarer og drikkevarer til
sportsudøvelse. De færreste forhandlere har egenkontrol af
produkterne og check af om sportsprodukter og kosttilskud er
lovlige og mærket på den rigtige måde.
I dag foregår meget salg af sportsprodukter over internettet.
Også på internettet har Fødevarestyrelsen kontrolleret forhandlere
af kosttilskud, og igen viste kontrollen udbredt brug af ulovlig
markedsføring og salg af ulovlige produkter.
Grossistledet har også været i Fødevarestyrelsens søgelys. Ved
kontrolindsatsen overfor detailleddet, fandt man varer fra
grossister, som ikke har ladet sig registrere hos
fødevareregionerne, og derfor ikke var kontrolleret. En gennemgang
af disse grossister forgår netop nu.
Ved opfølgningen i grossistleddet har det i flere tilfælde været
nødvendigt at udstede bøder og i sidste ende beslaglægge ulovlige
varer, fordi nogle grossister er fortsat med at videresælge
ulovlige kosttilskud trods påbud og bøder.
Kontakt
Kontrolchef i Fødevareregion Øst Allan Bagge, M: 3084
2793.
Kosttilskudsgruppen: Iben Brinkland M: 2383 1579, T: 4452
3021,
Randi Pedersen, 4452 3024 eller 3084 2753.