Nu starter efterårets fugletræk – nye regler for ejere af fjerkræ og fugle

Fra den 15. september starter efterårets fugletræk for alvor. Det betyder, at der kommer trækfugle til landet, der kan være smittede med fugleinfluenza. Derfor indføres der nye regler for, hvordan erhvervs- og hobbyavlere kan beskytte fugle og fjerkræ mod fugleinfluenza.

De nye regler betyder, at både erhvervs- og hobbyfjerkræ nu får mulighed for at gå ude – også i perioden med fugletræk fra 15. september til 15. november. Fjerkræ og fugle skal dog holdes i udendørs indhegninger med netoverdækning og fodring og vanding skal ske indendørs eller under tag. 

"De nye regler træder i kraft i morgen lørdag den 16. september. De har været et stykke tid undervejs. Det skyldes, at vi i høringsprocessen har ønsket at høre branchen og andre interessenter. Sideløbende har jeg haft drøftelser med Folketingets partier. Det har været vigtigt for mig at gøre det nye regelsæt så lempeligt som muligt for hobbyfjerkræavlere. I lyset af, hvad de øvrige EU-lande gør på området og en veterinærfaglig vurdering, er det imidlertid ikke muligt at friholde hobbyavlerne fra fortsat at skulle holde deres fjerkræ under net i trækperioderne," siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed.

Tre forskellige sikkerhedsniveauer
Som noget nyt bliver der nu indført tre risikoniveauer for fugleinfluenza. Reglerne vil være forskellige, alt efter hvor stor smitterisikoen er. Det kan fx afhænge af tidspunktet på året og trækfugle i et område, og om der er udbrud af fugleinfluenza .

  • Lavt risikoniveau, hvor der er få regler for at forebygge smitte. Risikoniveauet gælder i de perioder, hvor der ikke er fugletræk, og hvor der ikke er konstateret fugleinfluenza i en periode. I de perioder kan ejere af fjerkræ og fugle lade dem gå frit omkring, men der er regler om, at dyrene skal fodres og vandes under fast tag.

  • Middel risikoniveau, der kan indføres i trækperioder og i de områder, hvor de vilde trækfugle befinder sig. Fra på lørdag er Danmark i middelrisikoniveau. Så skal fjerkræet eller fuglene være indhegnede og overdækket med net.

  • Højt sikkerhedsniveau som indføres i de situationer, hvor der bliver fundet fugleinfluenza i Danmark. I de områder, hvor der findes smittede fugle eller fjerkræ, skal alle ejere af fugle og fjerkræ lukke deres dyr inde, indtil smittefaren er ovre. 

Stramning af reglerne for opdræt af fjervildt
Der vil blive indført krav om, at alt fjervildt – både ællinger og ænder - skal holdes under overdækning fra den 15. september til den 15. november og fra den 1. marts – 30. april.

Nyheder og viden om fugleinfluenza
Fødevarestyrelsen vil fra uge 38 udsende et ugentligt mail-nyhedsbrev om fugleinfluenza. Tilmelding kan ske på Fødevarestyrelsens hjemmeside under punktet "Abonnér".
 
Fødevarestyrelsen udgiver en pjece til hobbyfjerkræavlere i starten af oktober. Pjecen "Sådan beskytter du dine fugle og fjerkræ mod fugleinfluenza" vil blive distribueret til biblioteker over hele landet, og den kan bestilles hos Fødevarestyrelsen.


Kontakt
Chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard: T: 33 95 63 83, M: 20 87 14 41.