Hobbyfjerkræ i en række sydsjællandske kommuner skal registreres i forbindelse med påvisningen af fugleinfluenza i vilde fugle i området. Fødevarestyrelsen beder ejerne af hobbyfjerkræ om at registrere sig via hjemmeside www.fugleinfluenza.com eller via den telefon-hotline, der er oprettet specielt til henvendelser om fugleinfluenza på 7013 0012. Registreringen skal ske senest fredag den 31. marts 2006.
Påbuddet om registrering gælder fjerkræholdere i følgende kommuner:
- Næstved
- Holmegård
- Rønnede
- Præstø
- Fladså
- Langebæk
- Vordingborg
Det er hobbyfjerkræholdere, som har høns, ænder, gæs, kalkuner, duer eller fjervildt som fasaner, vagtler, agerhøns og rødhøns samt ejere af påfugle og strudse, der skal lade sig registrere.
Fødevarestyrelsen har registreret alle erhvervsholdere, men hobbyholdere er ikke registreret i forvejen.
Registreringen skal ske, fordi Fødevarestyrelsen skal besøge alle de fjerkræhold inden for den inderste 3 km beskyttelseszone, der er oprettet omkring fundet af smitte. Det kan blive nødvendigt at besøge fjerkræhold længere omkring i området, så derfor skal Fødevarestyrelsen registrere fjerkræhold i et større område.
Myndighedernes besøg hos fjerkræhold skal sikre, at der ikke er syge dyr i området, så myndighederne kan begrunde at ophæve zonerne igen, når faren for smittespredning er ovre.
Fødevarestyrelsen opfordrer fjerkræholdere til at benytte sig af muligheden for at foretage registreringen via hjemmesiden på adressen www.fugleinfluenza.com.
Har man ikke adgang til internettet er det også muligt at foretage registreringen via Fødevarestyrelsens fugleinfluenza-hotline, tlf. 7013 0012. Hotlinen vil være ekstraordinært åben i weekenden 18. og 19. marts kl. 10-15 på grund af kravet om registrering af hobbyfjerkræ.