Fugleinfluenza på Drejø

En død vandrefalk fundet på Drejø i det sydfynske øhav den 17. marts har vist sig at være smittet med fugleinfluenza af typen højpatogen H5. Det har Danmarks Fødevareforskning meddelt Fødevarestyrelsen fredag den 24. marts. Fødevarestyrelsen har nu indført restriktioner omkring det nye fund.

Yderligere undersøgelse skal afklare, om der er tale om virus af typen H5N1.

Hvis det mod forventning viser sig, at der ikke er tale om H5N1, vil alle restriktioner blive ophævet igen.

Der er indført beskyttelseszone omkring fundet på Drejø. Da beskyttelseszonen ligger geografisk tæt på beskyttelseszonen omkring Ærø, er det allerede dækket af den overvågningszone, der er oprettet omkring dette fund.

Se kortet med beskyttelseszonen omkring Drejø her (jpg)    

Se kortet med overvågningszonen omkring Ærø og Drejø her (jpg)  

Se skriftlig beskrivelse af zonerne i bekendtgørelsen (pdf)  

Generelt for beboere i zonerne 
Et fund af fugleinfluenza i vilde fugle udgør ikke nogen risiko for mennesker. For at blive smittet skal man være i meget tæt kontakt med syge fjerkræbesætninger. Meget tæt kontakt vil sige, at man har rørt ved eller fået fugleekskrementer i munden fra en smittet fugl.

Bor man i en beskyttelses- eller overvågningszone opfordrer Fødevarestyrelsen til,

  • at folk inden for zonerne holder deres katte indendørs og at hunde i zonerne luftes i snor.
  • hvis man finder døde fugle, bør man ringe til hotlinen om fugleinfluenza på 70 13 00 12.
  • Al jagt på fuglevildt inden for zonerne er forbudt.


Følgende restriktioner træder i kraft for alle ejere af fjerkræ i zonerne:

  • Alt fjerkræ inden for zonerne skal holdes indendørs, det gælder også hobbybesætninger. Hvis hobbyfjerkræ-ejere har spørgsmål, kan de kontakte Fødevarestyrelsens hotline om fugleinfluenza på telefon 70 13 00 12.
  • Inden for zonerne skal alle fjerkræbesætninger registreres i løbet af de kommende dage.
  • Fødevarestyrelsen vil derefter undersøge alle fjerkræbesætninger i 3 km-zonen.
  • Al transport af fjerkræ og fugle samt rugeæg og fjerkrækød er indtil videre forbudt inde i og ud af zonerne.
  • Der må ikke transporteres eller spredes strøelse eller fjerkrægødning i zonerne.
  • Alle fjerkræholdere skal passe ekstra godt på ikke at få smitte ind i deres besætninger. Det kan blandt andet ske ved at skifte eller rengøre og desinficere fodtøj, inden man går ind til sit fjerkræ.
  • Alle ejere af fjerkræ opfordres til ikke at lade uvedkommende - herunder repræsentanter fra pressen – få adgang til fjerkræbesætninger uden forudgående aftale med ejeren og sammen med ejeren.
  • Folk, der bor i zonerne, bør ikke lægge foder ud, der kan tiltrække måger og lignende, hvis de har fjerkræ eller andre fugle.

Fødevarestyrelsen informerer løbende om fugleinfluenza på styrelsens egen hjemmeside www.fvst.dk ,og mere information om fugleinfluenza fra andre myndigheder kan fås på: http://www.fugleinfluenza.com/ eller Fødevarestyrelsens telefonhotline: 70 13 00 12.


Kontakt
Beredskabschef i Fødevareregion Syd, Peter Bagge, tlf. 2261 5894.
Veterinærdirektør Preben Willeberg, tlf. 20922118.
Direktør i Danmarks Fødevareforskning, Jan Mousing, tlf. 4038 0252.