Fugleinfluenzazonen omkring Hornbæk i Nordsjælland ophører

Fra den 3. maj ophæver Fødevarestyrelsen beskyttelseszonen og -overvågningszonen for fugleinfluenza omkring Hornbæk i Nordsjælland. Ophævelsen af zonerne betyder, at alle restriktioner for transport og handel med fjerkræ og andre fugle ophører. Skiltene omkring zonerne vil blive fjernet på politiets foranledning.

Ophævelsen baseres på, at der ikke er konstateret nye fund af døde fugle med fugleinfluenza i området, og at der ikke er konstateret tegn på infektion blandt fjerkræ i beskyttelseszonen. Ophævelsen af zonerne betyder ikke, at områderne kan betragtes som uden risiko for fugleinfluenza – det vil alene fremtiden vise.

Stadig skærpede krav til fjerkræ
Selvom zonerne omkring Hornbæk ophæves, skal fjerkræejere være opmærksomme på, at der i hele Danmark stadig gælder visse skærpede krav til fjerkræ.

For erhvervsfjerkræ gælder følgende: 

  • Dyrene skal holdes indendørs. 

  • Ænder og gæs må dog holdes udendørs under net - vand og foder skal være indendørs eller under fast tag. 

  • Hønsefugle og svømmefugle skal holdes adskilt.


For hobbyfjerkræ og -fugle gælder følgende:

  • Dyrene skal holdes indendørs eller i indhegninger overdækket med net (maskestørrelse maks. 10x10 cm).

  • Dyrene skal fodres og vandes indenfor eller mindst under fast tag. Det skal gøres, så dyrene ikke kommer i direkte kontakt med større vilde fugle og dermed kan blive smittet med fugleinfluenza.

  • Der må ikke bruges opsamlet regnvand til vanding af fjerkræ og fugle. Hønsefugle og svømmefugle skal holdes adskilt. 
     

Gode råd om fjerkræ
For at passe på både sit eget og andres fjerkræ er det vigtigt, at fjerkræejere stadig følger disse anbefalinger:

  • Lad ikke fremmede komme ind til fjerkræet og undgå selv at gå ind til fremmed fjerkræ.

  • Hold rent ved indgangen til fjerkræet.

  • Tørlæg vandpytter og vandhuller i hønsegården og volieren. 

  • Skift fodtøj eller vask og desinficér fodtøj efter ophold i hønsegården.

  • Vask forurenet tøj med sæbe ved en temperatur, som anbefales for det pågældende tøj og med en sæbemængde svarende til vandets hårdhedsgrad. Smitte med fugleinfluenza kan sidde på fodtøj, der har været brugt i naturen, fx ved moser, parker, hvor der er vandfugle. 

  • Vask hænder efter kontakt med fjerkræ. 

  • Har man været i udlandet, bør man ikke have kontakt med fjerkræ i 48 timer efter, man er kommet hjem. 
     

Fund af døde vilde fugle
Hvis man finder flere døde fugle inden for et mindre område, bør man stadig ringe til Fødevarestyrelsens hotline om fugleinfluenza på 70 13 00 12.

Mere information
Fødevarestyrelsen informerer løbende om fugleinfluenza på styrelsens hjemmeside www.fvst.dk, og man kan stille spørgsmål på Fødevarestyrelsens hotline 70 13 00 12.
Mere information om fugleinfluenza fra andre myndigheder kan fås på www.fugleinfluenza.com.


Kontakt
Fødevarestyrelsen, veterinærinspektør Birgit Hendriksen, M: 40 93 58 75.
Fødevareregion Øst, dyrlæge Peter Lybecker Larsen, M: 23 84 32 31.