Det er norovirus, der har givet 100 mennesker roskildesyge de seneste dage, efter de har spist mad fra Uddannelsescenter Christiansminde i Jægerspris. Undersøgelser viser, at smitten stammer fra en menneskelig kilde.
Udbruddet på Uddannelsescenter Christiansminde stammer ikke fra hindbær, og hindbær har ikke været på menuerne. Smitten er blevet overført via maden, men stammer oprindeligt fra en menneskelig smittekilde. Det undersøges nu, hvilken slags roskildesyge, der er tale om.
Køkkenet på Christiansminde er blevet desinficeret, maden skiftet ud og de medarbejdere, der siden udbruddet har været syge, måtte ikke komme på arbejde. Fødevaremyndighederne har ført skærpet tilsyn med køkkenet siden fredag den 30. september. Alligevel fortsatte smitten.
Derfor lukkede køkkenet mandag den 3. oktober, hvorefter det igen er blevet ekstra grundigt desinficeret. Køkkenet er lukket indtil videre for at sikre, at al virus er væk.
En tværfaglig gruppe med repræsentanter for Statens Serum Institut, Fødevareregion Nordøstsjælland, mikrobiologisk afdeling, Hillerød Sygehus og Embedslægeinstitutionen for Frederiksborg Amt har gennemgået hele udbrudsforløbet på Christiansminde.
Konklusionen er, at cateringfirmaet på Christansminde, Eurest, har fulgt alle regler og vejledninger til punkt og prikke, og at der har været tale om en helt usædvanlig modstandsdygtig virus, som i køkkenet har forurenet flere typer af de serverede fødevarer.
Symptomerne på roskildesyge er opkastning og diarré samt eventuelt feber i en til to dage. Folk med roskildesyge skal drikke meget vand for at undgå at blive dehydreret. Hvis man bliver smittet, skal man være omhyggelig med at vaske hænder og lade være med at lave mad til andre.