EU Kommissionen har i dag meddelt, at modermælkserstatningsproduktet Pregestimil er trukket tilbage fra markedet efter 4 sygdomstilfælde hos spædbørn i Frankrig. Pregestimil forhandles i Danmark, men de mistænkte partier af produktet er ikke solgt herhjemme. Forbrugerne opfordres alligevel til at kassere produktet for en sikkerheds skyld.
Pregestimil er en meget speciel modermælkserstatning som bruges til for tidligt fødte børn og det anvendes normalt kun efter aftale med specialafdelinger på hospitaler. Pregestimil produceres af virksomheden Mead Johnson & Company. I Danmark kan Pregestimil kun købes på apoteket og forhandles i dåser med et indhold på ca. 450 g.
Tilbagetrækningen af Pregestimil sker efter fire alvorlige sygdomstilfælde hos spædbørn i Frankrig. Børnenes sygdom skyldes bakterien Enterobacter sakazakii, som kan forårsage hjernehindebetændelse hos især for tidligt fødte børn.
De partier af Pregestimil, som er under mistanke i Frankrig er ikke solgt i Danmark. Tilbagetrækningen i Danmark sker således alene af forsigtighedsmæssige årsager. Men Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere til at levere Pregestimil tilbage til apoteket, hvor de har købt den eller kassere den.
Fødevareregionerne vil foretage tilsyn på apotekerne for at kontrollere, at tilbagetrækningen af Pregestimil har fundet sted i Danmark.