Nye film om mad til små børn
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har produceret fire film
under overskriften Mad til små børn. Filmene fokuserer på,
hvordan man giver det lille barn sund mad og skaber gode rammer om
måltiderne, fra barnet er nyfødt, til det bliver 1½ år. Filmene er
primært tænkt som et arbejdsredskab for sundhedsplejerskerne, når
de vejleder forældre om mad til små børn.
Familie og forbrugerminister Henriette Kjær præsenterede de nye
film i Sundhedshuset i Gjellerup Parken ved Århus den 15. november
2004.
"Som nybagte forældre får man utrolig mange gode råd af alle
mulige velmenende personer i omgangskredsen. Så indimellem er det
godt at få ryddet lidt op i rådene. Dér er sundhedsplejersken helt
central, og det er vigtigt, at hun har nogle gode materialer, som
hun kan bruge i sit arbejde. Det er filmene et bidrag til," siger
Henriette Kjær.
Sundhedsplejersker har længe efterlyst undervisningsmateriale i
videoform både på dansk og andre sprog til de flygtninge og
indvandrere, der ikke har tradition for at læse pjecer og ikke
forstår dansk. Derfor er tre af filmene oversat til ti af de sprog,
som tales af flygtninge og indvandrere i Danmark.
Rigtig ernæring er af afgørende betydning for barnets vækst og
trivsel og formodentlig også for sundheden senere i livet. Et
spædbarn tredobler sin vægt i løbet af det første år og vokser ca.
25 cm i længden. På intet andet tidspunkt i livet har et menneske
så højt et energibehov i forhold til sin størrelse. Derfor er
vejledningen om mad til små børn meget vigtig.
Fakta om filmene
Mad til små børn består af fire film:
- Når bryst er bedst - om mad til børn fra 0 til 6 måneder.
- Fra mælk til mad - om mad til børn fra 6 til 9 måneder.
- Familiens mad - om mad til børn fra 9 måneder til 1½ år.
- Hvordan får børn sunde spisevaner - et oplæg til debat.
Tre af filmene er oversat til 10 sprog
De tre første film er oversat til følgende sprog og forsynet med
danske undertekster: arabisk, tyrkisk, urdu, farsi, tamil,
vietnamesisk, somali, kosovo-albansk, serbokroatisk, engelsk.
Hvem står bag?
Sundhedsplejerske, indvandrer- og flygtningekonsulent Grethe Hjul
Mandrup og ernæringskonsulent Kirsten Mikkelsen Ravnbøl har været
fagkonsulenter på filmene, og konstitueret forskningschef Ellen
Trolle fra Danmarks Fødevareforskning har givet overordnet
ernæringsfaglig rådgivning. Filmene er produceret af Channel 6
Television Denmark for Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen og
støttet af følgende amter: Nordjylland, Ringkøbing, Roskilde,
Storstrøm, Sønderjylland, Vejle og Århus. Filmene bygger på
anbefalingerne om sund mad, som findes i bogen Mad til spædbørn
& småbørn - fra skemad til familiemad.
Bestilling
Filmene kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning på
hjemmesiden www.sundhedsoplysning.dk,
kfs@sundkom.dk eller tlf. 3526
5400. De fire dansksprogede film er samlet på én
VHS-videokassette. Hvert af de 10 fremmedsprog har sin egen
VHS-videokassette, hvor de tre første film er samlet. I alt findes
der således 11 forskellige videobånd med hvert sit sprog. Hver
kassette koster 98 kr. ekskl. moms, ekspedition og porto.