Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har produceret fire film under overskriften Mad til små børn. Filmene fokuserer på, hvordan man giver det lille barn sund mad og skaber gode rammer om måltiderne, fra barnet er nyfødt, til det bliver 1½ år. Filmene er primært tænkt som et arbejdsredskab for sundhedsplejerskerne, når de vejleder forældre om mad til små børn.
Familie og forbrugerminister Henriette Kjær præsenterede de nye film i Sundhedshuset i Gjellerup Parken ved Århus den 15. november 2004.
"Som nybagte forældre får man utrolig mange gode råd af alle mulige velmenende personer i omgangskredsen. Så indimellem er det godt at få ryddet lidt op i rådene. Dér er sundhedsplejersken helt central, og det er vigtigt, at hun har nogle gode materialer, som hun kan bruge i sit arbejde. Det er filmene et bidrag til," siger Henriette Kjær.
Sundhedsplejersker har længe efterlyst undervisningsmateriale i videoform både på dansk og andre sprog til de flygtninge og indvandrere, der ikke har tradition for at læse pjecer og ikke forstår dansk. Derfor er tre af filmene oversat til ti af de sprog, som tales af flygtninge og indvandrere i Danmark.
Rigtig ernæring er af afgørende betydning for barnets vækst og trivsel og formodentlig også for sundheden senere i livet. Et spædbarn tredobler sin vægt i løbet af det første år og vokser ca. 25 cm i længden. På intet andet tidspunkt i livet har et menneske så højt et energibehov i forhold til sin størrelse. Derfor er vejledningen om mad til små børn meget vigtig.
Fakta om filmene
Mad til små børn består af fire film:
- Når bryst er bedst - om mad til børn fra 0 til 6 måneder.
- Fra mælk til mad - om mad til børn fra 6 til 9 måneder.
- Familiens mad - om mad til børn fra 9 måneder til 1½ år.
- Hvordan får børn sunde spisevaner - et oplæg til debat.
Tre af filmene er oversat til 10 sprog
De tre første film er oversat til følgende sprog og forsynet med danske undertekster: arabisk, tyrkisk, urdu, farsi, tamil, vietnamesisk, somali, kosovo-albansk, serbokroatisk, engelsk.
Hvem står bag?
Sundhedsplejerske, indvandrer- og flygtningekonsulent Grethe Hjul Mandrup og ernæringskonsulent Kirsten Mikkelsen Ravnbøl har været fagkonsulenter på filmene, og konstitueret forskningschef Ellen Trolle fra Danmarks Fødevareforskning har givet overordnet ernæringsfaglig rådgivning. Filmene er produceret af Channel 6 Television Denmark for Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen og støttet af følgende amter: Nordjylland, Ringkøbing, Roskilde, Storstrøm, Sønderjylland, Vejle og Århus. Filmene bygger på anbefalingerne om sund mad, som findes i bogen Mad til spædbørn & småbørn - fra skemad til familiemad.
Bestilling
Filmene kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning på hjemmesiden www.sundhedsoplysning.dk, kfs@sundkom.dk eller tlf. 3526 5400. De fire dansksprogede film er samlet på én VHS-videokassette. Hvert af de 10 fremmedsprog har sin egen VHS-videokassette, hvor de tre første film er samlet. I alt findes der således 11 forskellige videobånd med hvert sit sprog. Hver kassette koster 98 kr. ekskl. moms, ekspedition og porto.