Sublim Sport Online dømt for salg af ulovlige
kosttilskud
10.000 kroner i bøde og betaling af retssagens omkostninger er
prisen for salg af to ulovlige kosttilskudsprodukter, der kan have
forvoldt sundhedsskade.
Politiken bragte den 11. februar 2002 en artikel om to personer,
der var blevet syge, angiveligt af at indtage kosttilskudsproduktet
Dymetadrine Xtreme. Fødevareregion Århus reagerede ved straks at
påbyde firmaet Sublim Sport Online at fjerne Dymetadrine Xtreme og
et andet kosttilskudsprodukt - Trioxalon 500 Tribulus Terrestris
- fra firmaets hjemmeside og standse salget. Samtidig gav
fødevareregionen firmaet en bøde på 10.000 kr.
Bøden blev ikke betalt, og firmaet fortsatte salget og
præsentationen af produkterne på Internettet. Derfor politianmeldte
Fødevareregion Århus firmaet den 19. marts 2002. Dommen er afsagt
af Retten i Århus den 14. april i år.
Trioxalon 500 Tribulus Terrestris og Dymetadrine Xtreme må ikke
sælges, fordi de indeholder plantestoffer, såkaldte droger, der er
vurderet til at kunne forvolde sundhedsskade. Fødevaredirektoratets
sundhedsmæssige vurderinger af planter og plantedele anvendt i
kosttilskud og urtete findes i Drogelisten.
Fødevareregion Århus er godt tilfreds med retssagens udfald.
"For os er det vigtigt at have dom for, at det er forbudt at
tilbyde eller formidle salg af disse stoffer – også via
Internettet," siger tilsynsførende Lars Krusell fra Fødevareregion
Århus.
Sublim Sport Online udbyder fortsat Trioxalon 500 Tribulus
Terrestris til salg på Internettet rettet mod danske købere.
Fødevareregion Århus har derfor igen anmeldt firmaet til
politiet.