Søg

Skummetmælk mistænkt for at indeholde brintoverilte tilbagekaldes fra butikkerne

To personer på Fyn er blevet syge af at drikke skummetmælk fra Christiansfeld Mejeri. Skummetmælken indeholder skyllevand med brintoverilte. Fødevaredirektoratet har bedt Arla trække mælken væk fra butikkerne og forbrugerne advares mod at drikke mælken.

To personer er kommet på skadestuen på henholdsvis Odense Universitets Hospital og Svendborg Sygehus efter at have drukket skummetmælk med brintoverilte fra et rengøringsmiddel. Begge er sendt hjem umiddelbart efter uden tegn på alvorlige skader. Symptomerne er svie i mund og hals og ondt i maven. Mælken smagte surt og lugtede lidt af klor.

Fødevaredirektoratet har bedt mejeriet trække mælken tilbage og skummetmælken er ved at blive fjernet fra butikkerne. Den er leveret til butikker på Fyn og de fynske øer.

Det drejer sig om skummetmælk fra Christiansfeld Mejeri. Den er solgt i 1/1 liters kartoner fra Arla mærket med "M213" og koden "405" . Den står over mindst holdbar til datoen:  "26. okt. 03". Tilbagekaldelsen omfatter kartonner med klokkeslæt fra "23.30" til og med "23.41".

Forbrugerne advares mod at drikke mælken, som skal leveres tilbage til butikkerne eller smides ud. Hvis man har drukket mælken skal man være opmærksom på eventuelle symptomer og straks søge læge, hvis man har svie i mund og hals og evt. mavepine. 



Bookmark and Share

19. oktober 2003

Arkiv 2003
Find din region