Fødevaredirektoratet har i dag fået meddelelse fra Danmarks Veterinær Institut om, at instituttets laboratorium i en prøve fra hjernen af en ko har påvist positiv reaktion for BSE.
Der blev informeret om mistanken i pressemeddelelser af 23. og 29. april 2003.
Prøven er taget som led i de rutinemæssige undersøgelser af slagtedyr, og det er nu ved yderligere undersøgelser på Danmarks Veterinær Institut bekræftet, at koen har haft BSE .
Der er tale om en 7 år gammel ko af racen rød dansk malkerace. Koen er født i en malkekvægsbesætning bestående af 263 dyr, og den har kun opholdt sig i denne besætning, som ligger i Fødevareregion Nordjyllands område. Der er fra besætningen solgt dyr til andre danske besætninger.
Besætningen og de frasolgte dyr har været sat under offentligt tilsyn siden mistanken opstod.
Der bliver i forbindelse med dette tilfælde iværksat følgende:
- Hele den eksisterende besætning samt øvrige dyr, der er sat under offentligt tilsyn, vil blive aflivet og sendt til forbrænding. Dyr over 24 måneder vil blive testet for BSE.
- Plantedirektoratet er i gang med en nærmere undersøgelse af en mulig fodermæssig smittekilde. Der vil foreligge en rapport herom på et senere tidspunkt.
- Udlandet bliver informeret om det danske fund via skrivelser sendt til de danske ambassader og statskonsulenter i udlandet.
BSE situationen i Danmark
Med dette nye tilfælde af kogalskab, er der i alt fundet tolv tilfælde hos danskfødte kreaturer i Danmark; ét i år 2000, seks i år 2001, tre i år 2002 og nu to i 2003. Desuden er der fundet et tilfælde af BSE i 1992 i ét kreatur importeret fra Skotland.
I udlandet er der to gange konstateret BSE hos danskfødte køer; i Portugal i juli måned 2002 og i Italien i november 2002.
Forekomsten af BSE i Danmark må stadig betragtes som lav, og antallet af tilfælde forventes ikke at afvige fra de seneste prognoser.
Flere informationer om BSE kan læses på Fødevaredirektoratets hjemmeside, www.fdir.dk