Fødevaredirektoratet tilbageholder fortsat svinekød fra en besætning, hvor der er brugt bejdset såsæd som foder. Der er nu også konstateret rod i registreringen af medicinforbruget i besætningen.
Fødevaredirektoratet besluttede i starten af oktober at tilbageholde kødet fra svin i en besætning ved Hammel i Midtjylland, fordi dyrene var blevet fodret med bejdset såsæd. Analyser har siden vist, at kødet ikke indeholder rester af de svampedræbende stoffer, som såsæden er bejdset med.
Kødet er imidlertid ikke blevet frigivet, fordi Fødevaredirektoratet har konstateret rod i registreringen af medicinforbruget. Landmanden har ikke ført den logbog over forbruget af medicin, som han er forpligtet til. Derfor kan man ikke se, hvilke dyr der har fået hvilken medicin, og om der er gået tilstrækkelig lang tid fra dyrene sidst fik medicin, til de er leveret til slagtning.
Prøver fra svinene undersøges nu for indhold af antibiotika. Resultaterne af disse analyser forventes mandag den 27. oktober.