Nyt kontrolhold stoppede ulovlig hestetransport på første arbejdsdag

Denne pressemeddelelse er udsendt af Rigspolitiets Færdselsafdeling og Fødevaredirektoratet

Fire forkomne heste i en lukket vogn, hvor eneste ventilation var et 10 cm rundt hul. Det var hvad Rigspolitiets Færdselsafdeling sammen med Fødevaredirektoratets dyrlæger fandt på deres første arbejdsdag i forbindelse med Hjallerup marked i Nordjylland. Transporten blev straks stoppet, hestene opstaldet på en nærliggende gård og den ansvarlige for transporten kan nu se frem til en retssag.

Politiet stoppede den finske lastbil, da den var på vej fra Belgien til Finland gennem Danmark. I bilen var der fire rideheste. De tre havde været i bilen fra Belgien, mens den sidste hest var læsset på i Danmark. De fire heste blev transporteret i en lukket vognkasse. Der var meget varmt og fugtigt hos hestene, som stod på tværs i lastbilen på alt for lidt plads. De tre belgiske heste var trætte og dehydrerede. Den ene belgiske hest var kommet til skade med blodige hudafskrabninger og en stor blodansamling på låret.

Hestene er nu opstaldede på en nærliggende ejendom, hvor de er under dyrlægebehandling. To af de belgiske heste kan transporteres igen i løbet af et par dage, mens den hårdest medtagne belgiske hest tidligst vil være egnet til videre transport om ca. 14 dage.

Rigspolitiets Tungvognssektion fører blandt andet  kontrol med transporten af dyr på de danske landeveje. Når sektionen udfører kontrol, kan dyrlæger fra Fødevaredirektoratet deltage. Kontrollen foregår dels som stikprøvekontrol på landevejene og dels i nærheden af slagterier og samlesteder.


Kontakt