Dansk svinetransportør meldt til politiet

Fødevaredirektoratet har via myndighederne i Italien fået oplyst, at der har været problemer med en transport af avlssvin fra Danmark til Italien. Ud af 153 avlssvin er 14 døde ved ankomsten til Italien, mens andre har vist tegn på at have lidt under transporten.

Der er derfor begrundet mistanke om, at lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport er blevet overtrådt. Derfor har Fødevareregion Vejle i dag meldt den danske transportør til politiet.

Fødevaredirektoratet vil nu søge yderligere oplysninger fra de italienske myndigheder. Det drejer sig bl.a. om hvor varmt dyrene har haft det, da de ankom til bestemmelsesstedet.

Efter det oplyste har dyrene været læsset af på en mellemstation i Frankrig for at hvile de lovpligtige 24 timer. Fødevaredirektoratet vil søge oplysninger fra de franske myndigheder om dyrenes tilstand, da det blev sendt af sted fra mellemstationen.

Dyrene blev sendt af sted fra samlestedet i Kolding den 6. maj 2003 og ankom til Italien den 8. maj 2003.


Kontakt