21-03-2012

Færre tests for husdyrsygdommen scrapie

Danmark har nu skruet ned for antallet af tests for husdyrsygdommen scrapie, som rammer bl.a. får og geder. Det påvirker dog ikke Danmarks ret til at kræve særlige garantier, hvis andre lande med en anden status på husdyrsundhedsområdet ønsker at sælge levende dyr til danske besætningsejere. Det er konklusionen efter et møde i EU's Fødevarekæde- og dyresundhedskomité, SCOFCAH.
 
Danmark opfylder allerede nu Verdenssundhedsorganisationen for dyr, OIE’s krav til at kunne erklæres helt fri for klassisk scrapie. Endnu mangler Danmark dog den endelige godkendelse fra Kommisionen.

Kommer blåstemplingen af den danske scrapiestatus som forventet i løbet af 2012, bliver det langt lettere for Danmark at eksportere får og geder, både administrativt og økonomisk.

Antallet af tests for scrapie forventes med de nye muligheder at falde fra cirka 8.000 test i 2011 til omkring 1.600 de kommende år.

Med ændringen skal udgifterne i forbindelse med afhentning og udtagning fremover betales af får- og gedeavlerne.

Klassisk scrapie er en sygdom, der angriber får og geders nervesystem og giver irritationer i huden, så dyrene skraber deres pels og hud mod træer og sten. Sygdommen har været kendt siden 1700-tallet.

I Danmark har vi aldrig haft tilfælde af klassisk scrapie, men et dusin tilfælde af atypisk scrapie, der modsat den klassiske ikke smitter mellem dyrene, men anses for en spontant opstået sygdom.

 
Kontakt
Yderligere Hanne Christensen, tlf. 7227 6526.