Fødevarestyrelsen har konstateret papegøjesyge (ornitose) i en dansk andesætning i nærheden af Fåborg på Sydfyn. Der er tale om et rugeri, som opdrætter vildænder med henblik på udsætning i naturen. Myndighederne blev opmærksom på problemet, da en mand, der havde købt ællinger på stedet, tidligere på ugen blev indlagt på sygehus med papegøjesyge. Embedslægerne foranledigede herefter, at Fødevarestyrelsen undersøgte besætningen.
Fødevarestyrelsen har nu sikret, at der ikke kan sælges fugle fra besætningen ligesom der ikke må komme besøg på besætningen før dyrene er behandlet med antibiotika.
Papegøjesyge smitter mellem dyr og mennesker, men ikke mellem mennesker. Smittespredning sker oftest ved indånding af forstøvet afføring eller sekreter, direkte kontakt med næb hos syge fugle eller kontakt med fjer og væv fra smittede dyr, f.eks. ved slagtning.
Papegøjesyge giver typisk influenzalignende symptomer, ofte tilkommer der tør hoste som kan ledsages af brystsmerter og vejrtrækningsbesvær. I nogle tilfælde fører infektionen til alvorlig lungebetændelse og andre komplikationer.
Personer, som inden for de sidste 4 uger har været i kontakt med ællinger fra rugeriet ved Fåborg på Sydfyn bør umiddelbart søge læge, hvis de får symptomer på papegøjesyge.
Ornitose ses primært hos fugle - især papegøjer og papegøjelignende fugle - men kan også ses hos duer, høns, kalkuner, fasaner og andre fugle. Symptomerne hos dyrene er bl.a. feber og øjenbetændelse. Konstateres ornitose i et fuglehold sættes dette under offentligt tilsyn, der bl.a. medfører, at syge fugle skal isoleres og at der ikke må fjernes fugle fra fugleholdet.
Fødevarestyrelsen gennemfører i øjeblikket en kampagne med at kortlægge forekomsten af ornitose i dyrehandler. Fugle kan være raske smittebærere, som det også var tilfældet med ænderne i besætningen på Sydfyn.