Kostundersøgelser viser, at det går den rigtige vej i forhold til danskernes indtag af særligt frugt, grønt, fuldkorn og fisk. Men særligt unge og mænd og mindre ressourcestærke grupper har svært ved at skabe og fastholde en sund livsstil.
Derfor igangsatte Fødevareministeriet sidste år en videnskabelig udredning af, hvilke indsatser, der har størst effekt, når det handler om at ændre adfærd i særligt disse befolkningsgrupper. Den ligger nu klar.
”Undersøgelsen viser blandt andet, at mænd er ekstra modtagelige overfor sundhedsfremmende tiltag, der finder sted på arbejdspladsen. Derfor ser jeg frem til resultaterne af et projekt, vi har sat i gang i samarbejde med 3F, som skal gøre det nemmere for mændene at vælge en sundere kost” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Udredningen viser blandt andet også, at unge er mest modtagelige overfor kampagner og oplysning, hvor rollemodeller står som afsender af budskabet. Gerne rollemodeller i form af kendte mennesker. Og så konkluderer udredningen, at slagkraftige massekampagner virker, men ikke kan stå alene. Det bekræfter, at det er rigtige vej at gå, når forebyggelsesarbejdet i dag ofte løses i partnerskaber og samarbejdsprojekter, som f.eks. ’6 om dagen’ og ’Fuldkornspartnerskabet’, hvor både organisationer, myndigheder og erhvervslivet arbejder sammen for at gøre det sunde valg lettere via oplysning og tilgængelighed.
Udredningen er gennemført af Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet; Center for Folkesundhed, Region Midtjylland og FDB.
Læs hele undersøgelsen her