Fødevarestyrelsen har i løbet af foråret fået flere henvendelser fra forbrugere, der har oplevet en metallisk bismag fra pinjekerner eller midlertidigt tab af smagssansen. Fænomenet - ’Pinjemund’ - er velkendt i det øvrige Europa, og begynder typisk efter 1-2 dage og varer 1-2 uger. Metalsmagen forsvinder af sig selv, og Fødevarestyrelsen har ikke rapporter om længerevarende bivirkninger.
Fødevaremyndighederne i bl.a. Tyskland og Sverige har analyseret partier af pinjekerner, som har givet pinjemund, for forureninger med metaller og pesticidrester. Fødevaremyndighederne har ikke fundet spor af uønskede stoffer. Rapporter om den metalliske bismag kommer fortrinsvis fra forbrugere, der har spist kinesiske pinjekerner.
Fødevarestyrelsen indsamler i øjeblikket oplysninger om fænomenet.
Forbrugere der oplever bivirkninger i forbindelse med indtag af pinjekerne må gerne sende en elektronisk forbrugerklage til Fødevarestyrelsen.
Det hjælper Fødevarestyrelsens efterforskning af problemets omfang, hvis klagen indeholder oplysninger om:
1) Produkttype/mærke
2) Mindst holdbar til
3) Lot-nummer
4) Form på kernerne og
5) Hvor kernerne er købt