14. januar
2010
Minister vil slag mod svin til livs
Fødevareministeren vil sætte en stopper for, at grise bliver slået
under transporten til slagterierne. Derfor ændrer Fødevarestyrelsen
nu registreringen, så slagterierne fremover kan sætte mere
målrettet ind. Hidtil er slagmærker blevet registeret sammen med
bidsår. Det laves der nu om på.
”Det er helt uacceptabelt, hvis en landmand slår sine dyr. Ved at
registrere fund af slagmærker separat, kan slagterierne nu mere
præcist overvåge udviklingen og sætte mere målrettet ind i forhold
til problemet,” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Noget tyder på, at slagmærker især sker i forbindelse med
håndteringen af dyrene på vej til slagteriet. Med den nye
registrering kan slagterierne hurtigere gribe ind over for
leverandørerne, så der kan rettes op på problemerne.
Fakta
Den kode, der anvendes på slagmærker, registrerer både
læsioner som følge af uforsvarlig behandling af dyr og læsioner,
der er opstået som følge af hændelige forhold i stald eller under
transport, f.eks. hvis grise støder ind i skarpe kanter eller
lignende. Hidtil er denne kode også blevet brugt ved fund af bidsår
på dyrene. Nu sker der en opdeling i registreringen, så der kommer
et mere præcist billede af omfanget af slagmærker.
Veterinærkontrollen på slagterierne reagerer under alle
omstændigheder konsekvent, når der konstateres svin med slagmærker,
og politianmelder de forhold, der viser uforsvarlig behandling af
dyrene.
Kontakt
Jan Mousing, veterinærdirektør, 33 95 61 15
Pressekontakt til ministeren: Nicolai Schacke, pressesekretær, 33
92 42 83 / 20 91 59 01