15. januar
2010
Fødevareministeren ønsker hurtig dansk vurdering
af bisphenol A i sutteflasker
Bekymringen for eventuelle skadelige effekter af bisphenol A og
Folketingets beslutning om et nationalt dansk forbud mod bisphenol
A i sutteflasker får nu fødevareministeren til at bede om en ny
dansk vurdering. Fødevarestyrelsen vil derfor nu anmode
Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet om at
vurdere, om nye omfattende dyrestudier kan dokumentere, at
bisphenol A i lave doser har skadelig effekt på udvikling af
nervesystem eller adfærd.
EU-eksperternes nye vurdering af bisphenol A skulle være kommet i
begyndelsen af 2010, men forventes nu tidligst i maj. Folketingets
partier er utålmodige. Derfor skal en ny dansk vurdering,
gennemføres inden udgangen af marts. Hvis vurderingen viser, at
bisphenol A i små mængder er farligt i sutteflasker, kan den danne
grundlag for indførelse af danske særregler.
”Forældre skal trygt kunne lade deres børn drikke af mælk fra
sutteflasker. Derfor bad jeg allerede forrige år om, at der blev
lavet nye omfattende dyrestudier. Nu er de nye videnskabelige
undersøgelser så kommet, og vi venter på EU’s vurdering af
resultatet. Den forventes tidligst i maj, og derfor vil det være
godt med en hurtig dansk videnskabelig vurdering”, siger
fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Fakta
Der er i EU fastsat grænseværdier for indholdet af
bisphenol A i materialer, der kommer i kontakt med fødevarer.
Hverken Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) eller
DTU, Fødevareinstituttet har hidtil vurderet, at der er
videnskabeligt belæg for at ændre grænseværdierne.
På baggrund af en række dyreforsøg, hvor man har set på udviklingen
af nervesystemet hos gnavere ved udsættelse for bisphenol A i
mængder væsentligt lavere end de mængder, der hidtil var betragtet
som uden skadelig effekt, bad Fødevareministeren i efteråret 2008
EFSA om at igangsætte et dyrestudie, som kan afklare eventuelle
effekter ved lave doser. Denne undersøgelse er nu gennemført og er
sendt til vurdering i en EFSA-ekspertgruppe. Vurderingen forventes
færdig maj 2010, og først derefter skal der i EU tages stilling til
gennemførelse af eventuelle nye beskyttelsesforanstaltninger.
På fødevareministerens opfordring har detailhandlen allerede taget
initiativ til en frivillig udfasning af bisphenol A i sutteflasker
i Danmark. Alle organiserede kæder og butikker, som dækker 95 pct.
af markedet for sutteflasker, har fulgt opfordringen. Det
forventes, at også uorganiserede specialbutikker m.v. vil følge
opfordringen.
Kontakt
Kontorchef Christian Dons Christensen 33 92 34 47
Kontakt til fødevareministeren: Pressesekretær Thor Seierø: 33 92
20 50 / 20 91 59 01