18-02-2010

Dialog med fødevarebranchen om smiley-tilsyn

Med omkring 70.000 årlige smileykontroller er det helt afgørende for både forbrugerne, forretningerne og fødevareindustrien, at Fødevarestyrelsens mange kontrolbesøg foregår effektivt, smidigt og til gavn for fødevaresikkerheden.

Derfor har fødevareminister Eva Kjer Hansen inviteret bl.a. Forbrugerrådet, detailhandlen, engrosvirksomheder og fødevareindustri til en intensiv workshop om fremtidens fødevarekontrol. Workshoppen bliver gennemført af Fødevarestyrelsen den 26. februar 2010.

”I løbet af foråret skal Fødevareforliget fra 2008 genforhandles. Derfor har jeg inviteret til en dialog med erhvervene og forbrugerne om, hvor der eventuelt kan være behov for at justere på samarbejdet om fødevaresikkerheden,” siger Eva Kjer Hansen.

Målet med workshoppen er at få deltagernes vurdering af de seneste års tilsynsarbejde og høre deres ønsker og forventninger til de tilsynsførendes rolle og kompetencer i de kommende år.

Sidste år fik detailhandelens omkring 40.000 små og mellemstore detailvirksomheder lempet en række krav til egenkontrollen. Krav, som både branchen og myndigheder har vurderet var uhensigtsmæssige. Inden forligsforhandlingerne for alvor går i gang til foråret, modtager ministeren anbefalingerne fra workshoppen.

Kontakt

For yderligere oplysninger:

Annelise Fenger, Fødevarestyrelsens vicedirektør for fødevareområdet, tlf. 33 95 64 05