22. januar 2009
Fødevarestyrelsen advarer mod farlige
slankemidler på nettet
Fødevarestyrelsen advarer endnu engang på det kraftigste mod
ulovlige kosttilskud med en kombination af indholdsstofferne
efedrin eller synephrin og koffein, sådan som de bl.a. optræder i
produktet ’Blå Therma Power’.
Disse indholdsstoffer kan give meget alvorlige bivirkninger, som
fx hjerte-kar lidelser og påvirkning af centralnervesystemet.
Skaderne kan ramme sunde og raske personer, selvom de kun spiser
små mængder, og man risikerer varige mén.
Lægemiddelstyrelsen har netop lanceret en kampagne over for
farlige slankemidler, som indeholder lægemiddelstoffer og advarer i
den forbindelse bl.a. imod det ulovlige slankemiddel Rød Therma
Power, som har været markedsført på forskellige hjemmesider rettet
mod danske forbrugere.
Fødevarestyrelsen gør opmærksom på, at der findes en variant af
dette produkt, som hedder Blå Therma Power, som også har været
solgt på internettet. Blå Therma Power er et ulovligt
kosttilskud.
Therma Power og lignende produkter købes dels med det formål, at
forbedre sportspræstationer og dels af mennesker, som vil tabe
sig.
Ulovlige midler sælges på udenlandske netsider
Produkterne sælges ofte fra udenlandske
internet-hjemmesider (fx .com-hjemmesider), som dog er direkte
rettet mod danske forbrugere i form af dansk tekst og danske
priser.
Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har tidligere advaret
mod både Rød og Blå Therma Power. Produkterne indeholder høje
koncentrationer af henholdsvis efedrin og synephrin i kombination
med koffein.
Der er både i Danmark og i udlandet sket dødsfald, som kan
relateres til indtag af disse produkter.
Hvis forbrugere har købt og indtaget sådanne produkter, er det
vigtigt at stoppe indtagelsen og søge læge, hvis man oplever
symptomer på bivirkninger.
Produkter som indeholder en kombination af disse stoffer, sælges
ikke kun under produktnavnet Therma Power (rød og blå), eller
lignende navne, hvor therma eller thermo indgår, men også under
helt andre navne.
Undersøg produkter før køb
Det er derfor vigtigt, at man undersøger, hvilke
indholdsstoffer produktet indeholder, når man ønsker at købe et
slankemiddel eller andet produkt på en internet-hjemmeside.
I ingredienslisten står stofferne ofte anført under deres
rigtige navne "coffein/koffein", "synephrine/synefrin". De kan dog
også være anført som ekstrakter af "citrusfrugter/citrus aurantium"
og fx "grøn te", som er de frugter og planter, stofferne
fremstilles udfra.
Det er ikke skadeligt at spise citrusfrugter og drikke grøn te.
Men de pågældende produkter indeholder ekstrakter med meget høje
koncentrationer af bestemte stoffer, og de er skadelige, når de
kombineres.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at være opmærksomme på
kombinationen af disse stoffer og i det hele taget være forsigtige
og søge grundige oplysninger om det konkrete produkt, man ønsker at
købe – især hvis de forhandles over internettet og ikke kan findes
i den almindelige butikshandel.
Pas på kosttilskud fra udlandet
Fødevarestyrelsen advarer mod at købe kosttilskud på Internettet,
hvis det ikke er muligt at finde kosttilskuddene ude i de
almindelige butikker, som forhandler kosttilskud.
Fødevarestyrelsen advarer desuden mod at købe kosttilskud på
Internettet, hvis det er uklart fra hvilket land kosttilskuddene
sælges.
Fødevarestyrelsen fraråder ikke forbrugeren at købe kosttilskud
på Internettet, hvis salget sker fra et andet EU-land. Du skal dog
som forbruger være opmærksom på, at reglerne for produktion og salg
af kosttilskud er forskellige i EU-landene. Derfor kan du ikke være
sikker på, at det kosttilskud du køber i et andet EU-land også er
lovligt i Danmark.
Du bør være særligt opmærksom, hvis du køber kosttilskud på
Internettet, også selvom hjemmesiden er på dansk og priserne er
anført i danske kroner osv. Der kan meget vel skjule sig en
udenlandsk hjemmeside bag den tilsyneladende danske hjemmeside. Der
er højst sandsynligt tale om en udenlandsk hjemmeside, hvis du ikke
kan finde en dansk postadresse under kontaktinformationerne på
hjemmesiden.
Læs mere om køb af
kosttilskud på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Læs om lægemiddelstyrelsens kampagne nix-pille.dk
Kontakt
Søren Langkilde (tlf. 33 95 61 43) eller Eva Lind Rasmussen
(tlf. 33 95 61 72), begge fra Fødevarestyrelsens
Ernæringskontor.