19. november
2009
Mere dansk kød til Rusland
De russiske myndigheder har meddelt, at de vil genåbne for eksport
fra tre danske slagterier. Opblødningen sker efter, at
fødevareminister Eva Kjer Hansen sidste år var i Rusland og
diskutere sagen med sin russiske kollega, og der er nu åbnet for
eksport til Rusland fra samtlige danske svineslagterier.
Tre Danish Crown-slagterier i Blans, Sæby og Esbjerg kan nu
genoptage eksporten af kød til Rusland. Det meddelte de russiske
myndigheder i denne uge.
”Rusland har de seneste år suspenderet eksporten fra en række
danske svineslagterier. Jeg tog sidste efterår til Rusland for at
diskutere sagen med min russiske kollega, og det er godt at se, at
den dialog, der løbende er mellem de danske og russiske myndigheder
giver konkrete resultater”, siger fødevareminister Eva Kjer
Hansen.
Med de tre tilladelser er det russiske marked nu igen åbnet for
samtlige danske svineslagterier.
”Vi fortsætter dialogen med russerne om den høje danske
fødevaresikkerhed, så vi kan opretholde det store russiske marked,
som en eksportmulighed for dansk kød”, siger fødevareminister Eva
Kjer Hansen.
Danske slagterier eksporterede i 2008 svinekød til Rusland for
cirka 1,4 milliarder kroner.