04-12-2009

Hold råt kød væk fra spiseklar mad

Ny kortfilm sætter lup på, hvordan man kan undgå at lægge hele familien på langs, når der er kylling eller kamsteg på menuen. Målgruppen er skoleelever.

 

På hjemmesiden http://www.madklassen.dk/ kan skoleelever klikke sig frem til en film, der viser, hvordan de undgår at blive syge af bakterier som campylobacter i maden. Det enkle råd fra Fødevarestyrelsen lyder: Hold råt kød adskilt fra mad som er tilberedt og klar til at spise!

”Det er vigtigt, at børnene i en tidlig alder lærer de gode vaner i køkkenet. Med dette materiale sætter vi nu spot på køkkenhygiejnen. Med kortfilmen fortæller vi på en både hurtig, pædagogisk og sjov måde, hvor nemt det kan gå galt, når man håndterer råt kød i madlavningen, ”siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.

I kortfilmen kokkererer en dreng med sin mor. Umiddelbart en ganske almindelig hverdagssituation i køkkenet. Men filmen dokumenterer, hvordan sjusk med hygiejnen på få minutter får spredt bakterier rundt fra køkkenskrivernes hænder til salat og tallerkner på middagsbordet. Filmen bliver fulgt op med fakta om campylobacter og salmonella og en quiz, hvor eleverne kan teste deres viden om hygiejne ved madlavning.

Der er også tre tricks for en god hygiejne i køkkenet: Varm maden ordentlig op, opbevar maden koldt og undgå at sprede bakterier og virus.

Kortfilmen og Fødevarestyrelsens råd på http://www.madklassen.dk/ er et initiativ i handlingsplanen for campylobacter. I 2008 blev der registreret op mod 3.500 syge af campylobacter i Danmark. Statens Serum Institut skønner, at det reelle tal sandsynligvis er 10-20 gange højere, da mange ikke går til lægen.     
Hjemmesiden http://www.madklassen.dk/ er beregnet til undervisning i folkeskolen og retter sig til 10-14 årige skoleelever. Sitet har 10-12.000 besøgende om måneden.


 

Kontakt
Nicoline Maag Stockholm (campylobacter), 33 95 64 79
Mette Nyborg (køkkenhygiejne) 33 95 61 51
 
Pressekontakt til ministeren via:
Nicolai Schacke, pressesekretær, 33 92 42 83 / 20 91 59 01