28. april 2009

Kosttilskuddet Fortodol trækkes definitivt ud af markedet

Firmaet Anjo A/S som stod bag markedsføringen af kosttilskuddet Fortodol opgiver nu fuldstændigt at markedsføre kosttilskuddet i Danmark. Anjo A/S har tidligere orienteret Fødevarestyrelsen om, at det ulovlige og sundhedsskadelige lægemiddelstof Nimesulid er konstateret i mindst ét af de partier Fortodol, som har været markedsført i Danmark.

Som det er fremgået af Fødevarestyrelsens tidligere advarsler mod kosttilskuddet, har en mulig frigivelse af Fortodol til markedsføring i Danmark afventet resultaterne af de laboratorieanalyser, som firmaet har skulle fremsende til Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har nu af Anjo A/S fået oplyst, at der ikke vil blive foretaget yderligere analyser, idet alle partier Fortodol, som virksomheden har trukket tilbage fra markedet, vil blive sendt til destruktion i Sverige. Anjo A/S agter således ikke længere at markedsføre Fortodol i Danmark, og produktet vil blive afmeldt som et kosttilskud, der markedsføres i Danmark.

Fødevarestyrelsen skal på det kraftigste opfordre danske forbrugere, der har Fortodol stående derhjemme til at kassere kosttilskuddet, idet kosttilskuddet kan være særdeles sundhedsskadeligt. Der henvises til Fødevarestyrelsens tidligere pressemeddelelser, om mulige og alvorlige bivirkninger ved kosttilskuddet.

Kontakt
Eva Lind Rasmussen på tlf. 3395 6172 eller Søren Langkilde på tlf. 3395 6143.

Opdateret d.

28. april 2009

Har du mistanke om svindel, sjusk, hygiejneproblemer eller andre uregelmæssigheder med fødevarer, så anmeld din mistanke til Fødevarestyrelsen