9. november 2009
Fødevarestyrelsen efterlyser produktionsdato på
flere frosne ænder
Når forbrugerne køber anden til Juleaften, kan de ikke altid se,
hvor gammel anden er. Fødevarestyrelsen opfordrer derfor
producenterne til frivilligt at mærke deres frosne ænder.
Reglerne for mærkning af fødevarer er ens i hele EU. Derfor kan
Fødevarestyrelsen ikke indføre et nationalt krav om at
producenterne skal mærke eksempelvis ænder og gæs med
produktionsdato eller slagtedato.
Mærkning med dato for mindste holdbarhed er allerede
obligatorisk. Og i EU arbejder Danmark for at kravet om mærkning
med produktions- og slagtedato også bliver obligatorisk i den nye
EU-forordning om mærkning af fødevarer.
Holdbarhed på ænder og gæs
Holdbarheden på en frossen and afhænger blandt andet af,
hvor hurtigt anden indfryses efter slagtning, hvor lang tid
indfrysningen tager og ved hvilken temperatur anden bliver
opbevaret. Derfor er det vanskeligt, at komme med et generelt bud
på, hvor lang tid en frossen and kan holde.
Producenterne har ansvaret
Det er forbudt at markedsføre fødevarer, som ikke er sikre og
egnede til menneskeføde. Producenterne er ansvarlige for at
fastsætte en holdbarhedsperiode, som ikke udsætter forbrugerne for
en sundhedsrisiko eller betyder, at varerne kan være fordærvede.
Det, der begrænser holdbarheden for en frossen and er den
nedbrydningsproces som med tiden får kødet til at smage harsk.
Harsk kød bliver man ikke syg af, men smagsoplevelsen kan være
ubehagelig.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Stinne von Seelen Havn, tlf.: 33 95 62 24, mail:
svsh@fvst.dk