4. december 2009

Fødevareministerens initiativer vedrørende bisphenol A

Det er regeringens holdning, at der bør indføres et generelt forbud i EU mod brug af og salg af produkter indeholdende stoffet bisphenol A, såfremt der viser sig at være videnskabeligt belæg herfor. Der arbejdes således på at tilvejebringe det fornødne videnskabelige grundlag. Hvis der findes tilstrækkelig dokumentation for, at den generelle brug af bisphenol A udgør en risiko for befolkningens sundhed eller i miljøet, vil regeringen bringe sagen op i EU med henblik på at forbyde eller regulere anvendelsen.

 
Om forsigtighedsprincippet
En mulighed for at forbyde forslaget kunne være anvendelsen af det såkaldte forsigtighedsprincip. I følge Kommissionen kan forsigtighedsprincippet anvendes, når potentielt farlige følger af et fænomen, et produkt eller en proces kan identificeres gennem en videnskabelig, objektiv evaluering, men denne evaluering ikke gør det muligt at fastslå risikoen med tilstrækkelig stor sikkerhed. Kommissionen understreger, ”at forsigtighedsprincippet under ingen omstændigheder kan legitimere en vilkårlig beslutning.”
 
I relation til bisphenol A er forsigtighedsprincippet nærmere udmøntet i beskyttelsesklausulen i EU’s materiale- og genstandeforordning og i Traktatens miljøgaranti. Heraf fremgår det bl.a., at der skal der foreligge nye oplysninger eller en ny vurdering af de hidtidige oplysninger, der giver præcise grunde til at konkludere, at anvendelse af bisphenol A i produkter, udgør en risiko for befolkningens sundhed eller miljøet. Sådanne nye oplysninger eller nye vurderinger foreligger ikke på nuværende tidspunkt.
 
Løbende risikovurdering
Bisphenol A er blevet underkastet en videnskabelig risikovurdering hos EFSA forud for dets godkendelse i EU. Den seneste vurdering fra EFSA er fra juli 2008. På baggrund af denne vurdering er der i EU blevet fastsat en grænseværdi, som skal overholdes ved brug af stoffet i fødevarekontaktmaterialer. Hverken EFSA eller DTU, Fødevareinstituttet mener, at der er kommet nye oplysninger, der giver videnskabeligt belæg for at ændre på disse grænseværdier på nuværende tidspunkt.
 
Fødevareministeren har bedt EFSA om at iværksætte et dyrestudie
Fødevareministeren bad i efteråret 2008 EFSA om at igangsætte et dyrestudie, som kan afklare eventuelle effekter ved lave doser. EFSA har til Fødevareministeren den 8. juni 2009 oplyst, at industrien er i færd med at udføre et studie med undersøgelser af effekter af lave doser. Denne undersøgelse er nu gennemført og er netop sendt til vurdering i en EFSA-ekspertgruppe (med deltagelse fra DTU, Fødevareinstituttet). Vurderingen forventes færdig primo 2010. Der er en forventning om, at dette studie vil kaste lys over de uafklarede spørgsmål om effekter ved lave doser.
 
Fødevareministeren har bedt EFSA om at kigge på to studier fra 2009
Fødevarestyrelsen har vurderet, at to nye studier fra oktober 2009 kan være relevante i denne sammenhæng. Det ene studie undersøger, om der er en sammenhæng mellem udadvendt og aggressiv adfærd hos piger og mængden af bisphenol A, der kan måles i mødrenes urin under graviditeten med de pågældende piger. Det andet studie undersøger effekten af bisphenol A i lave doser på en række reproduktive funktioner og adfærdsmæssige aktiviteter hos rotter. Det er DTU, Fødevareinstituttets, vurdering, at studierne ikke ændrer Fødevareinstituttets nuværende konklusion om bisphenol A, eller afklarer eller ændrer på usikkerheden omkring bisphenol A’s effekter på udviklingen af nervesystemet eller adfærden hos gnavere ved lav dosering af bisphenol A. Fødevareministeren har også bedt EFSA om at vurdere disse to studier.
 
Frivillig aftale med fødevareindustrien
Parallelt hermed er fødevareministeriet i dialog med fødevareindustrien med henblik på at bistå erhvervslivet i - på frivillig basis - at reducere brugen af bisphenol-A i sutteflasker og på sigt i andre emballager til fødevarer. Den europæiske metaldåseindustri har således overfor Fødevarestyrelsen oplyst, at der allerede arbejdes på verdensplan for at udvikle alternativer til bisphenol A til indvendig beklædning i konservesdåser. De danske brancheorganisationer for grosist- og detailhandlen har anbefalet sine medlemmer at stoppe indkøb af polycarbonat sutteflasker. Flere af de store aktører (Coop, De samvirkende Købmænd og Dansk Supermarked) havde allerede i maj 2009 taget beslutningen om at ophøre med indkøb af bisphenol A-holdige sutteflasker, og flere af de store dagligvarebutikker har således allerede i nogen tid ikke haft bisphenol A holdige flasker på hylderne. Status er, at størstedelen af dagligvare- og specialbutikker allerede har eller inden for de næste måneder vil have hylder uden polycarbonat sutteflasker. Der er alternative sutteflasker på markedet, dels i plast (polypropylen) og i glas.
 


Opdateret d.

4. december 2009

Har du mistanke om svindel, sjusk, hygiejneproblemer eller andre uregelmæssigheder med fødevarer, så anmeld din mistanke til Fødevarestyrelsen