26. oktober
2009
Fakta om kontrol af mink
150 minkfarme over hele landet får i disse uger uanmeldt
kontrolbesøg af Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold. Kampagnen er
indledt som en reaktion på videooptagelser af mink og andre pelsdyr
med sår og bylder, som Fødevarestyrelsen har fået forevist af folk
fra TV2-programmet Operation X. Optagelserne viser forhold, der
formentlig kan være overtrædelser af dyreværnsloven på flere danske
pelsdyrfarme.
Fødevarestyrelsen har på baggrund af videooptagelserne fra
Operation X og lister fra Dansk Pelsavlerforening over minkfarme,
hvor billederne kan være optaget valgt at politianmelde 44
minkfarme for overtrædelser af dyreværnsloven. De politianmeldte
minkfarme indgår ikke i de 150 besætninger, som i disse uger får et
ekstraordinært og uanmeldt kontrolbesøg.
Minkkontrol i tal
I Danmark er godt 1.500 minkbesætninger, der alle er
omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol.
- Fem procent af besætningerne - altså godt 80 besætninger -
kontrolleres hvert år.
- I 2008 gav Fødevarestyrelsen indskærpelser til 37
minkbesætninger fortrinsvis for ikke at have tilstrækkeligt med
halm i minkburene og for manglende optegnelser over den medicinske
behandling og antallet af døde dyr.
- Der var ikke grundlag for at politianmelde
besætningsejere.
Kontrollen kort
Fødvarestyrelsens kontrol omfatter dels dyrevelfærden i
besætningerne, dels en særlig hegnskontrol, der skal sikre, at
minkene ikke kan slippe ud i naturen, hvor de først hærger bl.a.
fuglereder og siden omkommer, fordi de ikke kan klare sig uden for
fangeskab. Dyrlægerne fra Fødevarestyrelsens fødevareregioner
kontrollerer årligt mindet fem procent af alle minkbesætninger.
Fødevarestyrelsen udpeger de fem procent dels ved tilfældige
stikprøver fra Det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR), dels ved
risikobaseret udpegning f.eks. på baggrund af oplysninger om
medicinforbrug i det veterinære medicinregister VetStat.
Velfærdskontrolbesøgene foregår som hovedregel uanmeldt.
Fødevaretyrelsen ser bl.a. på om minkene har halm, rør eller
redekasser i deres bure og bliver behandlet for sår og andre
skader. Yderligere bliver det kontrollet om besætningsejeren har
registreret medicinforbruget og hvor mange døde dyr, der har været
i besætningen.
Lovgrundlag
Dyreværnsloven og andre love og bekendtgørelser på
dyreværnsområdet, hører under Justitsministeriet. Fødevarestyrelsen
kontrollerer blandt andet dyrevelfærd i besætningerne for
Justitsministeriet og bistår politiet med faglig rådgivning i
dyreværnssager. Hvis der i på en kontrol konstateres overtrædelse
af eksempelvis dyreværnsloven kan Fødevarestyrelsen i forhold til
besætningsejeren enten udstede et påbud om at træffe særlige
foranstaltninger eller indskærpe at reglerne skal overholdes. Hvis
forholdet er groft uforsvarligt anmelder Fødevarestyrelsen det til
politiet.
Kontakt
Kontorchef i Fødevarestyrelsen, Per Henriksen, tlf. 3395 6006 eller
4040 5171.