28. oktober 2009

Elektroniske øremærker sparer landbruget for millioner

Gennem det seneste år har Fødevareministeriet og erhvervet sammen identificeret økonomien og administrationen i forbindelse med mærkning og registrering af husdyr. Arbejdet har resulteret i ni konkrete forenklingsforslag. Når de gennemføres, vil det betyde en økonomisk besparelse på knap 90 mio. kr. over de næste tre år – og endnu mere på sigt.

 

Mærkning og registrering af dyr er en vigtig del af den nødvendige identifikation og sporing af dyr, der er forbundet med opretholdelse af et højt dyresundhedsmæssigt niveau og af hensyn til fødevaresikkerheden. Men det er også et meget økonomisk og administrativt tungt arbejde, der kræver megen tid i de enkelte besætninger.
 
- Vi har med arbejdet fundet ud af, at alene obligatorisk elektronisk øremærkning af kvæg giver erhvervet en besparelse på 68 millioner kroner, primært i form af tidsbesparelser. Forslaget vil blive gennemført i den kommende tid. Og en udfasning af kravet om sundhedsdokumenter til kvæg, der i praksis allerede er gennemført, har givet en yderligere besparelse på over 9 mio. kr. årligt. På sigt regner vi også med at kunne lette sagsgange, når der skal indberettes og udsendes data fra vore registre, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
 
Fakta: Danmark har ca. 15,6 millioner kvæg, svin, får og geder. Der stilles forskellige krav til mærkning og registrering af de forskellige dyregrupper, for eksempel skal kvæg registreres enkeltvis med et øremærke i hvert øre, mens svin registreres i grupper. For alle dyregrupper gælder det, at der er krav om registrering når dyr fødes, flyttes eller sendes til slagtning. Ifølge erhvervet (Landbrug & Fødevarer) beløber udgifterne sig til mærkning og registrering af dyr sig årligt til godt 230 mio. kr.



Kontakt
Yderligere oplysninger:
Thorkild Bastholm, Kontor for Husdyrsundhed, 33 95 66 81 / 25 47 71 28
 

Opdateret d.

28. oktober 2009

Har du mistanke om svindel, sjusk, hygiejneproblemer eller andre uregelmæssigheder med fødevarer, så anmeld din mistanke til Fødevarestyrelsen