Søg

Fødevarestyrelsen politianmelder salg af ulovlige slankemidler

TV 2 sendte torsdag den 28. august 2008 programmet Operation X. Programmet fulgte op på sidste sæsons udsendelser og bragte bl.a. et indslag om det ulovlige slankemiddel Therma Power, og hvad forskellige myndigheder, herunder Fødevarestyrelsen, har gjort for at forhindre salget af produktet.

Operation X konkluderede i udsendelsen, af Fødevarestyrelsen havde aflyst en planlagt kontrolaktion mod virksomheder, der sælger det ulovlige slankemiddel på internettet, og havde sat Kosttilskudsgruppen til andre opgaver, fordi der var brug for ressourcerne andre steder.

Virksomheder bag 10 hjemmesider politianmeldt
Hvad Operation X ikke fortalte, er at Fødevarestyrelsen, siden optagelserne med vicedirektør Annelise Fenger fandt sted helt tilbage i maj måned, har politianmeldt i alt 10 hjemmesider, hvor virksomhederne bag har markedsført og forhandlet ulovlige slankemidler, såsom Therma Power.

Fødevarestyrelsen har derudover med e-handelsloven i hånden anmodet i alt fire danske hostingvirksomheder, som ”hoster” de pågældende hjemmesider, om at fjerne adgangen til salget af de ulovlige produkter. Ud af de fire hostingvirksomheder, som har modtaget en anmodning fra fødevaremyndighederne, har alene én virksomhed ikke efterkommet anmodningen, og er derfor også blevet politianmeldt.

Fødevaremyndighederne følger op på, at der ikke markedsføres ulovlige produkter på de pågældende hjemmesider.

Gentagne advarsler
Hertil kommer, at Fødevarestyrelsen gentagne gange i løbet af de seneste år både i pressen og på styrelsens hjemmeside har advaret forbrugerne mod disse produkter.

Tv-programmet omtalte produktet Therma Power, som findes i en blå og en rød variant, som begge er ulovlige og sundhedsskadelige. Blå Therma Power er et kosttilskud/slankeprodukt, som indeholder synephrine og koffein. Rød Therma Power er et lægemiddel, som indeholder ephedrin og koffein. Produkterne købes dels med det formål at forbedre sportspræstationer og dels af mennesker, som vil tabe sig. Problemet er, at koncentrationen af de aktive stoffer og kombinationseffekten gør dem farlige at indtage. Flere danskere har fået varige men og en 36-årig mand døde i efteråret 2007, efter at have brugt Therma Power. 

Forbrugere skal passe på
Therma Power og lignende ulovlige sports- og slankeprodukter har bl.a. været solgt via en række danske og udenlandske hjemmesider, som alle er særlig målrettet mod danske forbrugere.

Fødevarestyrelsen finder det derfor fortsat vigtigt at gøre forbrugerne opmærksomme på, at styrelsen har begrænsede muligheder for at skride ind overfor salg af ulovlige produkter, som sælges via udenlandske, men dansksprogede hjemmesider, og at den enkelte forbruger derfor ikke kan tage for givet, at produkterne er lovlige i Danmark og sikre at indtage.

Fødevarestyrelsen opfordrer derfor endnu en gang forbrugerne til at være påpasselige, når de køber kosttilskud, og ikke opsøge hjemmesider for at købe produkter, der ikke findes i den almindelige handel. 

 



29. august 2008