Søg

Fødevarestyrelsen advarer mod brug af muskatnødolie

Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod enhver brug af naturproduktet muskatnødolie, fordi olien indeholder en meget høj koncentration af det kræftfremkaldende stof safrol.

Produktet er fjernet fra hylderne i butikkerne, hvor olien har været solgt til forskellige formål, bl.a. som middel mod mave- og tarmbesvær. Men hvis man som forbruger har købt olien på et tidligere tidspunkt, bør man aflevere den tilbage til butikken eller aflevere den som farligt affald.

For nylig tog Miljøstyrelsen kontakt til alle relevante og kendte importører, og fik trukket muskatnødolien tilbage fra markedet. Samtidig blev forbrugerne advaret om farligheden af stoffet safrol. Men da der stadig kan være forbrugere, som ikke bemærket advarslen fra Miljøstyrelsen, har Fødevarestyrelsen valgt også at advare kraftigt mod brug af olien.

Muskatnødolien er beskrevet som potentielt kræftfremkaldende og skal ifølge Miljøstyrelsen behandles som kemisk affald. Safrol er desuden på EU´s liste over farlige stoffer. Olien har været solgt i bl.a. helsekostforretninger til brug både mod ømme muskler og led (brug på kroppen), mod besvær i tarme og mave (indtagelse) og som duftspreder (indånding).

Muskatnød er ikke farligt som krydderi
Fødevarestyrelsen skal understrege, at advarslen udelukkende drejer sig om muskatnødolie. Det er IKKE farligt at bruge muskatnød som krydderi i forbindelse med almindelig madlavning og i mindre doser.

Stoffet safrol findes naturligt i almindelig muskatnød, men i så lav mængde, at det ikke betragtes som sundhedsskadeligt. Men i muskatnødolie er indholdet af safrol er så stærkt opkoncentreret, at det svarer til 10-25 gange det risikoniveau, EU har sat som maksimum, før produkter af den type bliver forbudt på grund af risikoen for kræft. 


Kontakt
Ernæringsfaglig medarbejder Søren Langkilde, Fødevarestyrelsen, tlf. 33956143, e-mail srbl@fvst.dk

14. februar 2008