Få hjælp og inspiration til at formulere en mad- og måltidspolitik og hør, hvordan andre statslige arbejdspladser har grebet forandringerne an. Fødevarestyrelsen indbyder til seminaret ”Sund mad på arbejdet - et ledelsesansvar”. Det foregår i Roskilde den 17. september.
Alle statslige arbejdspladser skal inden udgangen af 2008 have formuleret en mad- og måltidspolitik. I den proces er det vigtigt, at arbejdspladsen er med i udarbejdelsen og at den forankres i virksomhedskulturen. Især er det afgørende, at ledelsen tager initiativ og fremstår som afsender af mad- og måltidspolitikken
Fødevareminister Eva Kjer Hansen åbner seminaret i Roskilde, og hun mener, at arbejdspladsen er et oplagt sted at hjælpe medarbejderne til en sundere livsstil: ”Mange mennesker tilbringer en stor del af dagen på deres arbejdsplads, og derfor er det et oplagt sted at hjælpe medarbejderne til en sundere livsstil. Og for at en kostpolitik skal have succes, tror jeg, det er vigtigt at ledelsen går forrest i arbejdet” siger fødevareminister.
Seminarets indhold
Seminaret følger op på Fødevarestyrelsens inspirationsmaterialer ”Sund mad på arbejdet – et ledelsesansvar!” og ”Sund mad på arbejdet – sådan!”. Seminaret henvender sig primært til ledelsen og de ansvarlige for kantinen.
På seminaret vil der blive holdt oplæg om, hvad en mad- og måltidspolitik er, efterfulgt af cases fra det virkelige liv, hvor to virksomheder præsenterer deres arbejde med at indføre en mad- og måltidspolitik. Desuden vil der blive sat fokus på den forandringsproces, en virksomhed går igennem ved formulering og implementering af en ny mad- og måltidspolitik. En proceskonsulent vil give inspiration til, hvordan processen kan gribes an, og kommende tilbud om konferencer og kompetence-udviklingskurser vil blive præsenteret.
Praktiske oplysninger
Seminaret foregår på Erhvervsakademiet (Slagteriskolen) i Roskilde onsdag d. 17. sept. fra kl. 13.30 til 16.00. Prisen for at deltage er 600 kr.
Tilmelding senest 10.september til:
Susanne Walter Johannessen, swr@fvst.dk eller tlf.: 33 95 64 75.
Når du tilmelder dig, oplys da venligst ønsket dato, navn, e-mail, stilling, arbejdssted og –adresse.