Fødevarestyrelsen er fra Statens Serum Institut blevet gjort opmærksom på, at der i slutningen af december 2007 har været to moderate sygdomstilfælde af pølseforgiftning (Clostridium botulinum) i Frankrig efter indtagelse af foie gras (andeleverpaté).
Den pågældende foie gras er ifølge oplysninger fra de franske myndigheder ikke solgt til danske virksomheder, men det kan ikke udelukkes, at danskere på ferie i Frankrig selv har hjembragt varen til eget forbrug. Derfor denne advarsel.
Foie gras´en, hvori man har fundet bakterierne, som menes at have forvoldt de to sygdomstilfælde, er af mærket MONTFORT LES AUTHENTIQUES. Produktet er forhandlet i 430 g pakninger med referencenummer (stregkode) 310 454 400 394 1.
Den franske virksomhed trak produktet tilbage fra markedet den 24. december 2007.
Forbrugere, der har været i Frankrig og har hjembragt foie gras af ovenstående mærke, bør straks kassere den.
Gå til læge ved sygdomstegn
Har man allerede spist af produktet - eller spist foie gras på rejsen - og efterfølgende er blevet syg, bør man kontakte sin læge.
Symptomerne på pølseforgiftning – eller botulisme – kan være mange. Primært forstyrrelser af centralnervesystemet såsom synsforstyrrelser, lammelser i ansigt, svælg og senere krop, respiration, tarmsystem m.m. Symptomerne kan variere både i antal og styrke.
Læs mere om botulisme på Fødevarestyrelsens hjemmeside og på Center for Biologisk Beredskabs hjemmeside.