Leve-bo miljøer: Ældre må gerne lave mad

Medierne har de seneste dage bragt historier om, at de ældre ikke må være med til at lave mad eller overhovedet være i køkkenet i de såkaldte leve-bo-miljøer.

Det er ikke rigtigt. De ældre må gerne være med til at lave mad og de skal selvfølgelig ikke på hygiejnekursus for at lave agurkesalat eller skylle jordbær.

Hvad siger reglerne
Ifølge reglerne skal madlavningen ske på en måde, så beboerne i leve- og bomiljøerne er sikret et tilstrækkeligt højt niveau af fødevaresikkerhed. Der kan sagtens findes en fornuftig balance, så de ældre kan deltage i madlavningen, uden at det går ud over fødevaresikkerheden.

Reglerne handler om hygiejne i køkkenet og grundreglen er, at det enkelte køkken skal sikre sig nogle gode og sunde hygiejneforhold. Det betyder fx at inventar, udstyr og overflader i øvrigt skal være udformet, så det er let at rengøre og at de personer, som deltager i madlavningen opfylder de nødvendige krav til personlig hygiejne. Dette kan godt lade sig gøre med almindelig køkkenindretning som i mange private hjem.

Personalet behøver ikke et særligt kursus, men de skal have indsigt og uddannelse indenfor hygiejne. Hvis det er på plads – så er alt i orden.

Som noget nyt er det i små institutioner med under 12 beboere op til kommunerne at sørge for at personalet får den nødvendige uddannelse i fødevarehygiejne. Der er ikke krav om deltagelse i det obligatoriske hygiejnekursus.


Det må man gerne
Madlavning og brugerinddragelse i valg af menu og spisevaner er i mange leve-bo-miljøer en del
af terapien med pædagogisk eller beskæftigelsesterapeutisk formål.

Mange steder deltager beboerne aktivt i planlægning eller tilberedningen af maden. Det drejer sig både om at fastlægge menuen, indkøb og egentlig madlavning. Det er tilladt og helt uden problemer, hvis blot køkkenet følger simple hygiejneregler og har styr på hvad der sker i køkkenet.
Man har også undersøgelser, der viser, at deltagelse i madlavning skærper appetitten og det kan være en vigtigt for især småtspisende ældre.

I de tilfælde, hvor beboerne af forskellige årsager ikke er i stand til at deltage aktivt i selve madlavningen, er det ofte en ide, at  beboerne kan være tilstede enten i køkkenet eller i umiddelbar nærhed af køkkenet, så de kan lugte maden, der bliver tilberedt.
 
Mange steder er der også ønske om, at beboerne eller eventuelt pårørende kan komme og smøre en håndmad i køkkenet. Det kan selvfølgelig også lade sig gøre uden særlig tilladelse fra fødevareregionen. Leve-bo-miljøet skal blot i sit egenkontrolprogram fortælle om, hvordan køkkenet sikrer sig, at reglerne bliver overholdt og i hvilket omfang det forekommer.


Kontakt
Vicedirektør Henrik G. Jensen, tlf. 2180 4496