Fjerkrækød

Handelsnormer for fjerkrækød

Der er i EU fastsat krav til præsentation og salg af fjerkrækød. Kravene findes i bilag XIV, afsnit B i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007  af 22. oktober 2007 om fusionsmarkedsordningen samt i Kommissionens forordning (EF) nr. 543/2008 af 16. juni 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår handelsnormer for fjerkrækød.
Forordningerne fastsætter særlige krav til mærkning, behandling og opbevaring af fersk kølet, frosset og dybfrosset fjerkrækød. Endvidere beskriver forordningerne kontrol med optaget vand i kyllingekød og kalkunkød samt hvilke krav der skal overholdes ved ønsker om særlige anprisninger med opdrætsmetoder som f.eks. skrabekyllinger, majskyllinger eller frilandsænder.
Visse krav i forordningerne er udmøntet i dansk lovgivning i bekendtgørelse nr. 321 af 5. maj 2003 om handelsnormer for fjerkrækød samt i cirkulære om og vejledning om handelsnormer for fjerkrækød.

Marineret eller fersk fjerkrækød?

Fersk, frosset og dybfrosset fjerkrækød er omfattet af handelsnormerne for fjerkrækød, ifølge hvilke der ikke må være tilsat nogen former for ingredienser til sådanne produkter. Det kan dog ikke undgåes at kødet vil optage en smule vand under kølingen, hvorfor et minimalt indhold af teknisk uundgåeligt optaget vand er tilladt. Det er ikke tilladt at sælge optøet fjerkrækød som fersk kød.
Hvis der er tilsat ingredienser, f.eks. en marinade til kødet, betragtes det som "tilberedt" og er ikke længere omfattet af handelsnormerne for fjerkrækød. For tilberedt kød gælder det, at alle varens ingredienser skal deklareres i en ingrediensliste. Varebetegnelsen, d.v.s. navnet på varen, skal give indtryk af, at der er tale om en tilberedt vare, således at den ikke kan forveksles med en lignende fersk vare.
Hvis man som forbruger vil sikre sig at få en pakke fjerkrækød med hjem, der ikke er tilsat vand eller andre ingredienser, skal man derfor vælge de ferske varer, der er omfattet af handelsnormerne for fjerkrækød. Hvis kødet f.eks. er naturalmarineret, skal det fremgå af varebetegnelsen, og ingredienserne skal desuden fremgå af mærkningen på pakken.

Betegnelsen "neutralmarineret"
Betegnelsen "neutralmarineret" er gennem de senere år gået hen og blevet en indarbejdet betegnelse. der antyder, at kødet er blevet tilsat en neutral marinade, der typisk består af vand, salt, sukker m.v. I andre lande benyttes en tilsvarende betegnelse for kød, der har undergået samme behandling, f.eks. "marinated" på engelsk og "mariniert" på tysk.
Formålet med neutralmarineringen er som oftest at opnå et mere saftigt produkt, idet fjerkrækød har en tendens til at blive tørt, specielt fordi forbrugerne typisk varmebehandler kødet mere end nødvendigt for at at sikre, at kødet bliver gennemstegt på grund af risikoen for sygdomsfremkaldende bakterier, såsom salmonella og campylobacter.
Neutralmarineringen foretages som oftest ved stiksaltning, hvor marinaden sprøjtes ind i kødet, efterfulgt af tumbling, som bevirker bedre fordeling af marinaden. Denne metode er med til at gøre kødet saftigt, idet marinaden tilføres i hele kødstykket og ikke kun i overfladen, som ved marinering i f.eks. et kar.
Det vigtige i mærknings- og vildledningssammenhæng er dog ikke metoden, hvorved kødet er marineret, så længe den er hygiejnemæssigt forsvarlig, men at alle ingredienserne er deklareret og mængden er angivet korrekt.


Kontakt

Hvis du har spørgsmål, skal du kontakte din fødevareregion.

Ansvarligt kontor: Kontoret for fødevarekvalitet, teknologi og markedsføring



Opdateret d.

28. juli 2008