Forbrugeroplysninger ved salg af fisk
Baggrund
Forbrugerne skal gives et vist minimum af oplysninger om
fiskevarernes væsentligste karakteristika. Reglerne herom fremgår
af Rådets forordning 104/2000 af 17. december
1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og
akvakulturprodukter og af Kommissionens gennemførelsesforordning 2065/2001
af 22. oktober 2001.
Hvilke oplysninger skal gives?
I henhold til reglerne skal følgende oplyses ved detailsalg af
fiskevarer (fisk og skaldyr) til den endelige forbruger uanset
afsætningsmåde:
- Artens handelsbetegnelse
- Produktionsmetode
- Fangstområde
Når en blanding af forskellige arter udbydes til salg, skal
ovenstående oplysninger anføres for hver art. Ved alle tidligere
led end detailsalget, skal både handelsnavnet og den latinske
betegnelse oplyses.
Artens handelsbetegnelse
Ved salget til den endelige forbruger skal artens handelsbetegnelse
anføres. Via dette link findes de handelsbetegnelser,
som er tilladt i Danmark. Det følger af forordning 104/2000, at handelsbetegnelserne
skal være på medlemsstaternes officielle sprog, hvorfor engelske
ord fx. ikke kan indgå.
Eksport til øvrige EU-lande
Virksomheder, der ønsker at eksportere til de øvrige EU-lande, skal
selv gøre sig bekendt med de udenlandske handelsbetegnelser, og
oplysning herom må indhentes hos importøren eller myndighederne i
det pågældende EU-land.
Artens latinske navn
Af listen fremgår også artens
videnskabelige (latinske) navn. Det er frivilligt, om det
videnskabelige (latinske) navn oplyses ved salget til den endelige
forbruger. Artens latinske navn skal i de foregående afsætningstrin
være anført på enten emballage, etikette, faktura eller på det
handelsdokument, der måtte ledsage varen.
Produktionsmetode
Produktionsmetoden, d.v.s . saltvandsfiskeri, ferskvandsfiskeri
eller opdræt, skal oplyses i forbindelse med handelsbetegnelsen med
en af følgende angivelser:
- "…fanget…"
- "…fanget i ferskvand…"
- "…opdrættet…"
Fisk fanget på havet
Hvis fisken er fanget på havet, kan produktionsmetoden udelades ved
salget til den endelige forbruger, hvis det af handelsbetegnelsen
og fangstområdet klart fremgår, at der er tale om en fisk, som er
fanget på havet. Således vil fx "stillehavstobis",
"middelhavssavbug" og "antarktisk lyskrebs" være tilstrækkelig
oplysning, der naturligvis skal kunne dokumenteres ved
tilbagesporing. Det bemærkes, at fangstområdet fortsat skal
oplyses.
Fangstområde
Fiskeriet efter især vandrende fisk kan strække sig over store
områder. Den obligatoriske angivelse af fangstområdet retter sig
derfor imod store havområder.
Kort over fangstområderne
Områderne er opregnet i bilaget til forordning 2065/2001. Se
områderne.
Østersøen
Østersøen er i bilaget angivet som FAO-område nr. 27.IIId. Dette
område afgrænses som følger:
- Vestlig grænse: Farø-linjen samt en linje fra Gedser ret øst
til 12°00' østlig længde og ret syd langs 12°00' østlig
længde.
- Nordlig grænse: En lige linje fra Stevns Røde Fyr til Falsterbo
Fyr.
Dette svarer til afgrænsningen af underområde 24 i forhold til
underområderne 22 og 23.
Betegnelser
En af følgende betegnelser anføres:
- Ved fisk fanget på havet, anføres et af områderne, der er
anført til venstre i ovenstående bilag (fx Sortehavet).
- Ved fisk fanget i ferskvand, anføres det land, hvor produktet
har sin oprindelse.
- Ved opdrættede fisk, anføres det land, hvor den endelige
udvikling af produktet fandt sted.
Herudover kan den erhvervsdrivende vælge at tilføje en mere
præcis angivelse af fangstområdet.
Hvor skal oplysningerne stå ved salget til den endelige
forbruger?
Oplysningerne kan gives ved fx mærkning, etikettering, på et skilt
eller på en tavle. Der er frihed til selv at vælge måde, når blot
oplysningerne er synlige, således at forbrugeren kan gøre sig
bekendt med disse.
Forbrugeroplysning om færdigpakket fisk
Ved færdigpakket fisk kan oplysningerne eksempelvis anføres på
emballagen.
Forbrugeroplysning om uindpakket fisk
Ved fisk, som sælges uindpakkede, kan oplysningerne fx anføres på
et skilt eller en tavle, der er synlig for forbrugeren.
Salg af fisk på restaurant og lign.
Oplysningerne skal ikke gives ved salg af fisk på restaurant
o.lign, da de nye regler ikke omfatter denne form for afsætning.
Restaurationerne har imidlertid mulighed for frivilligt at give
oplysningerne, da disse har fulgt fisken gennem de tidligere
afsætningstrin.
Salg af fisk fra
fiskekutter/akvakulturproducent
Ved salg af en enkelte fisk direkte fra fiskekutteren eller
akvakulturproducenten skal oplysningerne heller ikke gives.
Hvilke fisk er omfattet?
Reglerne gælder for de fiskevarer, som afsættes i EU, uanset
varernes oprindelse, og reglerne omfatter også færdigpakkede
varer.
Reglerne gælder for de fiskevarer, der er omfattet af ovennævnte
liste over handelsbetegnelser og KN-koderne i kapitel 3 (pdf) i den
kombinerede toldnomenklatur fx:
- levende fisk
- fisk, fersk, kølet eller frosset, evt. filet, evt. hakket
- fisk tørret, saltet eller i saltlage
- fisk røget, evt. kogt før eller under røgningen
- krebsdyr, evt. afskallede, levende, ferske, kølede, frosne,
tørrede, saltede eller i saltlage
- krebsdyr med skal, kogt, evt. kølede, frosne, tørrede, saltede
eller i saltlage
- bløddyr med eller uden skal, levende, ferske kølede frosne,
tørrede, saltede eller i saltlage
Hvad reglerne ikke omfatter
Reglerne omfatter ikke fx:
- fisk, der er tilberedt eller konserveret (fiske hel- og
halvkonserves)
- produkter, hvor fisk indgår som ingrediens
- kaviar og kaviarerstatning
- krebsdyr og bløddyr, der er tilberedt eller konserveret,
herunder kogte, pillede rejer
Hvis en fisk ikke er anført på listen over tilladte
handelsbetegnelser
Fisk, der ikke er anført på listen over handelsbetegnelser, vil
løbende blive påført efter anmodning, idet disse ellers ikke vil
kunne markedsføres lovligt. Virksomheder, der ønsker at en fisk
eller skaldyr anføres på listen, skal rette skriftlig henvendelse
med oplysning om den ønskede handelsbetegnelse og de latinske navne
til Fødevarestyrelsen, att.: Kontoret for fødevarekvalitet,
teknologi og markedsføring, der herefter vil forestå det videre
fornødne.