Færdigpakkede fødevarer
En færdigpakket fødevare er en fødevare, som er indpakket før
salg i en emballage, som er beregnet til at blive åbnet af
forbrugeren.
Færdigpakkede fødevarer er mærket med nogle oplysninger, som kan
være en hjælp til at vælge rigtigt, når man køber ind.
Nedenfor gennemgås en række af de regler, der vedrører mærkning
af færdigpakkede fødevarer.
Synlighed, læselighed, sprogkrav
Mærkningen skal være synlig og let at læse, og den må ikke kunne
viskes ud. Mærkningsteksten skal være på dansk eller på et sprog,
der kun adskiller sig meget lidt fra dansk.
Ansvar for varen
Det skal fremgå af emballagen, hvem der er ansvarlig for varen.
Derfor skal der stå navn og adresse på enten fabrikanten,
pakkevirksomheden eller en forhandler inden for EU.
Hvor kommer varen fra?
Normalt er der ikke krav om, at man skal kunne se på en fødevare,
hvor den kommer fra. Der skal kun være oplysning om varens
oprindelsessted, hvis det må siges at være nødvendigt for ikke at
vildlede forbrugerne. Det afgørende er, at fødevaren ikke
præsenteres, så forbrugeren kan tro, at varen kommer fra et andet
land eller sted, end den faktisk gør. Men frivillig mærkning med
oprindelsessted er naturligvis tilladt.
Varens navn
Alle fødevarer skal have et navn - en varebetegnelse - f.eks.
"tomatpure", "sennep", "leverpostej", "hvedemel". Se efter
varebetegnelsen på fødevaren, hvis du er i tvivl om, hvad det er
for en vare du køber. Fabrikantens navn, et varemærke eller et
fantasinavn kan ikke erstatte en varebetegnelse, men enkelte
fantasinavne som f.eks. "vingummi" og "forårsruller" har dog været
brugt så længe, at de kan anvendes som varebetegnelse. Selv om
mærkningen normalt skal være på dansk eller på et sprog, der kun
adskiller sig meget lidt fra dansk, har man accepteret nogle
udenlandske varebetegnelser, f.eks. "lasagne", "hot dog",
"dressing" og "pizza". De er blevet så udbredte, at de må siges at
være indgået i det danske sprog.
Behandlingsmåde
Til varebetegnelsen skal der knyttes oplysninger om madens særlige
behandling, hvis det er nødvendigt for ikke at skabe tvivl hos
forbrugerne. Eksempler på sådanne oplysninger er "koncentreret",
"røget" og "bagt".
I enkelte tilfælde er der direkte krav om, at særlige
behandlingsmåder altid skal oplyses. Det gælder f.eks. for
fødevarer, der er dybfrosne eller bestrålede. Hvis varen er
dybfrossen, skal der også oplyses om, at forbrugeren ikke må
nedfryse varen efter optøning, og om hvor længe varen kan opbevares
under forskellige temperaturforhold.
Sammensætning
Det meste mad, der er lavet af flere forskellige råvarer
(ingredienser), skal mærkes med en såkaldt ingrediensliste. I
ingredienslisten skal råvarerne stå i rækkefølge efter faldende
vægt.
Hvis en vare er fremstillet og pakket i samme forretning, som
den sælges i, er der ikke krav om en ingrediensliste, fordi man kan
få de nødvendige oplysninger i butikken. Hvis der er anvendt
tilsætningsstoffer, skal oplysningen "Tilsætningsstoffer anvendt"
dog være påført varen.
Mængdeangivelse af ingredienser
Fødevareproducenterne skal angive, hvor meget varen indeholder af
væsentlige ingredienser. I fagsprog kaldes dette for
mængdeangivelse af ingredienser i fødevarer eller QUID
(Quantitative Ingredient Declaration). Det giver bedre mulighed for
at vurdere kvaliteten af den mad du køber og sammenligne de
forskellige varer.
Hvor mange rejer er der i rejesalaten? Hvor meget kød er der i
spegepølsen? Hvor meget fisk i fiskepindene? Hvor meget frugt i
kagen med frugtfyld? Hvor meget skinke i pizzaen? Den slags
spørgsmål kan du få svar på ved at læse varens ingrediensliste
eller se ved varebetegnelsen.
Det er ikke alle ingredienser i en fødevare, som skal angives
med mængde. Kun når producenten fremhæver ingrediensen i
mærkningen, skal mængden skrives på varen. Mængden skal som
udgangspunkt angives,
- når ingrediensen indgår i varens navn eller står i forbindelse
med varens navn. På en "Pizza med skinke og champignon" skal det
oplyses, hvor meget skinke og champignon, der er i varen. Hvis der
på en kage står "bagt med smør", skal det fremgå, hvor meget smør,
der er i varen.
- når der er et billede af ingrediensen, eller den er fremhævet
på anden måde. Hvis der f.eks. er et billede af en laks på en
fiskepaté, skal mængden af laks i patéen angives.
- når forbrugeren normalt forventer, at ingrediensen er i varen.
Det gælder f.eks. mængden af oksekød i gullash eller mængden af
rødbeder i russisk salat.
- når ingrediensen er vigtig for at karakterisere varen og
adskille varen fra lignende varer. Det gælder f.eks. marcipan, som
kan laves af varierende mængder mandler og abrikoskerner.
Tilsætningsstoffer
Med enkelte undtagelser skal der altid oplyses om
tilsætningsstoffer. Det er en hjælp, hvis du ikke kan tåle bestemte
tilsætningsstoffer. Der skal både stå, hvilken kategori af
tilsætningsstoffer der er brugt, f.eks. "konserveringsstoffer", og
tilsætningsstoffets betegnelse. Som betegnelse kan enten bruges et
navn ("sorbinsyre") eller et nummer ("E 200").
Allergene ingredienser
Se under Fødevareallergi.
Nettoindhold
Nettoindhold betyder det samlede indhold uden emballage. Fødevarer
skal mærkes med nettovægt (f.eks. 1 kg), mens flydende madvarer
skal mærkes med nettorumfang (f.eks. 1 liter).
For mad i fast form, der sælges i en lage, skal der også oplyses
om den drænede vægt. Hvis man tager et glas med asparges som
eksempel, er den drænede vægt mængden af asparges, mens nettovægten
angiver det samlede indhold, dvs. både asparges og lage.
Datomærkning
På stort set alle færdigpakkede fødevarer skal datoen for varens
holdbarhed fremgå. Det er holdbarhedens længde, der bestemmer, hvor
præcist tidspunktet skal angives. Er der f.eks. tale om mad, der
fordærves hurtigt, skal udtrykket "sidste anvendelsesdato ..."
benyttes. I andre tilfælde skal man bruge udtrykket "mindst holdbar
til...", efterfulgt af en bestemt dato, f.eks. 2. juni 2003. Ellers
benyttes udtrykket "mindst holdbar til og med...". Står der f.eks.
"til og med august 2003", betyder det, at maden er holdbar til og
med den 31. august 2003. Andre udtryk, som fx "bedst før…", må
ikke bruges.
Er "sidste anvendelsesdato..." datoen for "mindst holdbar
til..." eller "mindst holdbar til og med ..." overskredet, må varen
ikke sælges.
Det er ikke nødvendigt at mærke fødevaren med pakkedato eller
fremstillingsdato. Som forbruger kan man altså ikke forlange at få
nogen af disse datoer oplyst, men på en del fødevarer fremgår
oplysningerne som en service.
Opbevaring
Hvis madens holdbarhed er afhængig af særlige opbevaringsforhold,
skal det stå på emballagen. Som eksempler på opbevaringsforskrifter
kan nævnes "tørt og ikke for varmt", eller "opbevares i køleskab
efter åbning".
Brugsanvisning
Der skal være en brugsanvisning, hvis der ellers vil være risiko
for, at maden ikke bliver behandlet eller tilberedt på den rigtige
måde. En brugsanvisning kan f.eks. være nødvendig, fordi der er
tale om en fødevare, der ikke er velkendt i Danmark, eller hvis en
forkert behandling vil være forbundet med sundhedsrisiko. Der skal
f.eks. på visse typer bønner stå, at de skal udblødes og koges
længe.
Små pakninger
Der er særlige regler for de såkaldte små pakninger, dvs.
pakninger, hvis største overflade er mindre end 10 cm2.
Her er det tilstrækkeligt at oplyse om allergene ingrediensens
varebetegnelse, nettoindhold og holdbarhed samt eventuelt
næringsdeklaration. Det er frivilligt, om man vil give flere
oplysninger.
Særlige regler
Der kan være særlige regler for enkelte typer af fødevarer, f.eks.
for chokolade og vin, læs om disse regler under Handelsnormer og varestandarder.
Særlige mærker
Forskellige mærker signalerer, at fødevaren har særlige egenskaber.
Det kan være svært for forbrugeren at vurdere, hvad et mærke står
for, og om et mærke lover en særlig kvalitet. Et kendt og
troværdigt mærke kan være en hjælp til hurtigt at finde de varer,
man leder efter, men oplysningerne på varen er stadig vigtige at
læse, når man selv vil vurdere varens egenskaber og kvalitet.
Kontrol
Det er virksomhederne, der har ansvaret for, at reglerne om
mærkning overholdes. Fødevareregionerne kontrollerer ved besøg i
virksomhederne, at de lever op til ansvaret. Spørgsmål om
mærkningen af et konkret produkt kan rettes til
fødevareregionen.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, skal du kontakte din fødevareregion.
Ansvarligt kontor: Kontoret for
fødevarekvalitet, teknologi og markedsføring