Sporbarhed på fødevarer

En virksomhed skal have styr på, hvem den får leveret fødevarer fra og hvem den sælger til. Det kaldes sporbarhed, som er vigtig, hvis der viser sig at være noget galt med en vare. Læs mere her på siden.

Du kan spore dine varer, når du både kan dokumentere, hvem der leverer varer til din virksomhed, og hvem der køber dine varer.

Fødevarestyrelsen kontrollerer, om virksomhederne har styr på sporbarheden - både bagud- og fremadrettet.

Sporbarheden er vigtig i forbindelse med opsporing af, hvilke kunder eller andre virksomheder, der har købt virksomhedens varer, hvis der fx bliver fundet en fejl ved produktet, der betyder, at varen skal trækkes tilbage fra markedet.

Sporbarheden er også afgørende for opsporing af smittekilden til en fødevarebåren sygdom i et produkt.

Reglerne om sporbarhed opstod i kølvandet fra skandalerne i 1990'erne med bl.a. kogalskab og dioxin i fødevarer. Der er tale om fælles regler for alle EU-medlemslande – reglerne står i artikel 18 i fødevareforordningen.

Læs mere i fødevareforordningen - artikel 18

Hvem køber du varer af
Som producent eller forhandler af fødevarer skal du have styr på, hvem du køber dine varer af - og hvornår. Du skal kunne dokumentere det med fx fakturaer, produktfortegnelser el. lign.

Den tilsynsførende skal kunne se, hvilke typer og mængder af varer, du har fået fra den enkelte leverandør. 

Du skal også altid kunne finde varerne på dit lager og have styr på, i hvilke af dine produkter de er brugt. På den måde kan du holde dem tilbage, hvis du får besked fra en leverandør, om at der er noget galt med dem.

Hvem sælger du varer til
Du skal også kunne dokumentere, hvilke virksomheder, du sælger dine varer til. Du skal kunne dokumentere, hvornår du har handlet med den enkelte virksomhed, og præcis hvilke varer du har solgt. 

Når du har styr på, hvem du sælger til, er det muligt at trække varerne tilbage, hvis det viser sig, at der er noget galt med dem.

Din dokumentation kan enten være på papir eller på edb.

Hvis du kun sælger dine fødevarer direkte til forbrugere, skal du ikke have styr på, hvem der har købt dine varer.

Varerne skal kunne trækkes tilbage
Som virksomhed har du selv ansvaret for at trække varer tilbage fra dine kunder, hvis det er nødvendigt.

Du skal ikke vente, til du får besked fra fødevareregionen eller andre myndigheder, men selv tage initiativet, hvis der viser sig at være noget galt med dine varer.

Du skal dog altid fortælle fødevareregionen, hvis du trækker varer tilbage fra kunder, fordi der er noget galt.

Procedure for tilbagetrækning bliver kontrolleret
Den tilsynsførende kontrollerer, at du har procedurer for at trække varer tilbage. Procedurerne er en del af dit egenkontrolprogram og skal være på plads, inden problemerne opstår.

Du skal tænke over, hvor hurtigt varerne skal kunne trækkes tilbage, og hvor store mængder, der kan blive tale om.

Hvis dine varer er meget dyre, kan en tilbagetrækning blive en økonomisk øretæve til din virksomhed, hvis du ikke har tænkt nøje over procedurerne for tilbagetrækning. Det kan også blive dyrt, hvis du gentagne gange skal trække varer tilbage.

Jo større din risiko er ved dine fødevarer, jo mere detaljerede bør du udforme dine procedurer for tilbagetrækning af varer.

Mindre varepartier - mindre tilbagetrækning
Tænk f.eks. over, hvordan dine varer bliver mærket – kan du måske dele varerne op i mindre partier, så der ikke skal trækkes meget store mængder tilbage?

Jo mere detaljerede oplysninger, du har om dine varer, desto nemmere er det for dig, den dag det gælder. Du kan f.eks. have stor fordel af oplysninger om varebetegnelse, mærkning, mængder, datoer, pakkemetoder osv.

 


Kontakt