Råd hvis du indsamler muslinger og østers og
lignende
Hvis du som privatperson ønsker at indsamle muslinger og østers
(og andre toskallede bløddyr herefter
"muslinger m.m.") til eget forbrug, bør du være opmærksom
på, at de kan indeholde algegifte. Alger i havet kan producere
algegifte. Der findes flere forskellige typer med hver deres
giftvirkning, og nogle af giftene kan hobe sig op i
muslinger m.m.
Algegifte er varmestabile og bliver ikke fjernet selv ved høj
varme.
Muslinger m.m. kan give alvorlige forgiftninger
Man kan blive syg af at spise muslinger m.m. med
algegifte. I lettere tilfælde bliver man utilpas og får dårlig
mave, men man kan også få voldsomme forgiftningssymptomer som
kvalme, opkastning, diarré, synsforstyrrelser og forbigående
lammelser, hallucinationer, hukommelsestab, åndedrætsbesvær og
åndedrætssvigt. I udlandet har der været dødsfald.
Muslinger m.m. kan også ophobe sygdomsbakterier og virus.
Råd til private, som
indsamler muslinger m.m.
- Vær opmærksom på risikoen for algegifte i områder, der ikke
overvåges. Ofte vil Danmarks Miljøundersøgelser, de lokale miljøcentre eller
Fødevareregion Nord, kontrolafdeling Viborg, kunne give
oplysninger om eventuel forekomst af giftige alger. Følg evt. med i
dagspressen i dagene før, du skal ud og samle muslinger m.m.
- Lad være med at samle muslinger m.m. i nærheden af et område,
der er lukket for kommerciel høst. Information om åbne og
lukkede områder ses her.
- Lad være at samle i nærheden af å- eller spildevandsudløb,
havneudløb og byer.
Risikoen for giftige alger og giftige muslinger m.m. er mindre,
hvis vandet har været klart i længere tid.
Muslinger m.m. kan også ophobe virus og bakterier, som kan give
sygdom, hvis man spiser muslingerne rå.
Tjek om muslinger er friske
Når du koger muslinger, så husk altid:
- Muslinger, der er åbne inden kogning, skal lukke sig ved et let
slag på skallen.
- Muslinger, der ikke lukker tæt, skal kasseres.
- Muslinger, der ikke har åbnet sig under kogningen,
skal kasseres. Dette siger dog ikke noget om, hvorvidt
muslingerne indeholder algegifte eller bakterier, men kun
om muslingerne er friske.
Kontrol med produktion af muslinger m.m.
Fødevarestyrelsen overvåger og kontrollerer de områder,
hvor der produceres og høstes muslinger m.m. kommercielt. Det er
fortrinsvis begrænset til de åbne farvande og på forholdsvis dybt
vand. Hvis der bliver fundet for mange giftige alger og/eller
algegift i muslinger m.m. i et produktionsområde, bliver området
lukket.
Forholdene kan være anderledes tæt på land. Selvom det er sjældent,
at der bliver fundet giftige muslinger m.m. ved overvågningen, bør
du være forsigtig, når du samler disse produkter.